Nadia Nadim redder sin klub med to mål efter EM-billet

Kort efter sin omdiskuterede EM-udtagelse scorede Nadia Nadim natten til lørdag to gange for sin klub.

Nadia Nadim var rigtig godt tilfreds med sine scoringer. <i>Tim Nwachukwu/Ritzau Scanpix</i>

Nadia Nadim var rigtig godt tilfreds med sine scoringer. Tim Nwachukwu/Ritzau Scanpix

Hvis der er nogen, der mener, at Nadia Nadim ikke burde være udtaget til den forestående EM-slutrunde, forsøger den 34-årige fodboldspiller ganske ihærdigt at svare igen.

Natten til lørdag dansk tid blev hun skiftet ind i anden halvleg og scorede to kasser for sin amerikanske klub, Racing Louisville.

På den måde sørgede hun for, at holdet med 2-2 fik et point med sig fra kampen mod Washington Spirit.

Nadim har nu scoret tre mål i tre kampe, siden hun for få uger siden gjorde comeback efter flere måneder på tribunen.

- Jeg er ikke overrasket, for jeg ved, hvad jeg er i stand til. Især når jeg er tæt på målet. Jeg har arbejdet hårdt, og når jeg er i form, kender jeg mine kvaliteter, siger Nadim til sin klubs hjemmeside.

Nadia Nadim blev torsdag udtaget til truppen, der i juli spiller EM i England, og det var ikke helt ukontroversielt.

Den 34-årige angriber har påtaget sig et ambassadørskab for herrernes VM i Qatar. Et land, som blandt andet får heftig kritik for sit syn på menneskerettigheder.

Dansk Boldspil-Union (DBU) har fordømt Nadia Nadims beslutning om at agere reklamesøjle for slutrunden i oliestaten. Fodbolddirektør Peter Møller mener, at hun ligefrem modarbejder unionens arbejde med at påvirke Qatar.

Men han ville altså ikke stå i vejen for, at Nadim kunne komme med til EM.

Landstræner Lars Søndergaard fik besked på at prioritere det sportslige, da han skulle sætte navne på de 23 spillere, der kommer med til EM, og Nadia Nadim endte med at være iblandt.

Angriberen har været skadet i flere måneder, men gjorde tidligere i juni comeback i sin amerikanske klub.

Natten til lørdag løb hun først i dybden og sparkede kuglen sikkert i netmaskerne, inden hun udlignede med et hovedstød i den ordinære spilletids sidste minut.

På mandag møder hun op i den danske landsholdslejr. Første punkt på programmet er at forklare, hvorfor hun har påtaget sig et ambassadørskab for den udskældte VM-slutrunde i Qatar.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.