Sport

Nagelsmann bevarer optimismen trods to nederlag i træk

Julian Nagelsmann holder hovedet højt på det tyske landsholds vegne efter nederlag til Portugal og Frankrig.

Julian Nagelsmann, den tyske landstræner, forventer et snarligt internationalt gennembrud for nationalmandskabet.
Julian Nagelsmann, den tyske landstræner, forventer et snarligt internationalt gennembrud for nationalmandskabet. Heiko Becker/Reuters

Tyskland har stadig et stykke vej op til de bedste fodboldnationer i verden.

Det mener Julian Nagelsmann, den tyske landstræner, efter at holdet søndag tabte 0-2 til Frankrig i bronzekampen i Nations League.

Fire dage forinden indkasserede tyskerne et nederlag på 1-2 til Portugal, der endte med at vinde turneringen med en finalesejr over Spanien.

- Vi er stadig nogle procenter fra det sted, vi gerne vil være, som er blandt de allerbedste hold i verden. Vi kan ikke vælte hele verden på et år eller to og kompensere for det, der ikke er gået så godt over flere år.

- Ikke desto mindre fornemmer jeg noget særligt i hele truppen - både hos spillerne og staben. Der er noget stort i vente, siger Nagelsmann ifølge Reuters.

Tyskland var godt med i kampen mod Frankrig og havde flere chancer for at score, inden at stjerneangriberen Kylian Mbappé scorede til 1-0 kort før pausen.

Samme billede gentog sig i anden halvleg. Tyskerne udnyttede ikke deres chancer, og i stedet cementerede Frankrig sejren.

Mbappé fik en friløber efter et tysk forsvarskoks og spillede uselvisk Michael Oliseh fri til en nem scoring.

Nu venter VM-kvalifikationen til efteråret for Tyskland, som er i gruppe med Slovakiet, Nordirland og Luxembourg.

- Hvis vi præsterer, som vi gjorde mod Frankrig og ikke falder ned i niveau mod holdene i VM-kvalifikationen, så tror jeg, at vi nok skal klare os godt, siger Nagelsmann.

Tyskland vandt senest VM i 2014. Ved de to seneste VM-slutrunder er tyskerne skuffende røget ud i gruppespillet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden