Fodbold

Napoli udbygger flot Serie A-stime i mesterskabsjagt

Napoli sprudlede ikke, men det italienske tophold snuppede en solid sejr over Empoli tirsdag aften.

Hirving Lozano blev tiljublet af holdkammeraterne, efter at han havde scoret Napolis første mål på straffespark.
Hirving Lozano blev tiljublet af holdkammeraterne, efter at han havde scoret Napolis første mål på straffespark. Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 22:42

Napoli virker ustoppelig i øjeblikket.

Selv om den traditionsrige klub fra det sydlige Italien ikke ligefrem sprudlede mod Empoli, så endte det tirsdag aften med den tiende Serie A-sejr i træk.

Hjemme på stadionet, der er opkaldt efter klublegenden Diego Maradona, skulle Napoli have et straffespark for at få hul på bylden, men vandt så sikkert 2-0.

Napoli har ikke vundet Serie A siden 1990, da Maradona herskede i Napoli, men måske bliver det i år.

Tirsdagens sejr betyder nemlig, at Napoli udbygger sin føring i toppen af Serie A. Klubben er otte point foran AC Milan, som mod bundholdet Cremonese senere tirsdag aften måtte nøjes med 0-0.

Den danske landsholdsanfører, Simon Kjær, startede inde for milaneserne og spillede hele kampen i det centrale forsvar.

Ikke overraskende sad Napoli meget, meget tungt på tirsdagens opgør mod Empoli, der frister en tilværelse i den nedre halvdel af Serie A.

Men Napoli var faktisk ret langt fra at dirke modstanderens defensiv op før pausen.

Kun én gang måtte Empoli-keeper Guglielmo Vicario bruge handskerne i en redning. Det skete, da Giacomo Raspadori skød lige på ham efter 39 minutter.

I anden halvleg havde værterne mere held foran mål.

Der blev skruet lidt op for intensiteten, og efter 69 minutter blev Victor Osimhen nedlagt i feltet. Hirving Lozano tog sig af straffesparket, og selv om Guglielmo Vicario fik hænderne på i Empoli-målet, gik bolden i nettet.

Kampen blev afgjort sent i kampen, efter at Empoli var blevet reduceret til ti mand.

Hirving Lozano fandt Piotr Zielinski i feltet, og polakken scorede med en veltimet afslutning.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden