Sport

Nartey varmer op til landsholdstjeneste med mål og assist

Inden for to minutter stod Nikolas Nartey bag både en assist og et mål, da Stuttgart gav Augsburg klø.

Nikolas Nartey spillede en hovedrolle søndag. (Arkivfoto).
Nikolas Nartey spillede en hovedrolle søndag. (Arkivfoto). Miguel Riopa/Ritzau Scanpix

Når Nikolas Nartey mandag træder ind ad døren til landsholdssamling på Marienlyst Strandhotel i Helsingør, er det med selvtilliden i orden.

Søndag aften var han nemlig blandt hovedpersonerne, da han med sin tyske fodboldklub, Stuttgart, slog Augsburg med 5-2 i Bundesligaen.

Inden for to minutter var han således på pletten med både en assist og et mål.

De gyldne minutter kom efter en halv times spil, hvor Stuttgart allerede var kommet foran med 1-0, og Nikolas Nartey indledte med assisten.

Den danske landsholdsspiller fik bolden i feltet, og med hælen serverede han den frækt på et sølvfad til Tiago Tomas, der uden så meget betænkningstid plaffede den i nettet til 2-0.

Godt halvandet minut senere var Nikolas Nartey igen listet ind i feltet. Denne gang kom der et fladt indlæg fra venstre side, og danskerens strakte tå kom først på bolden og rettede den i mål.

26-årige Nikolas Nartey, der har fået meget af sin karriere spoleret af skader, har nu scoret tre mål i denne Bundesliga-sæson, hvor han for alvor har fundet melodien hos Stuttgart.

Den spillemæssige optur har betydet, at han er med på det landshold, der torsdag spiller den vigtigste kamp i mange år.

Danmark skal slå Nordmakedonien for at holde liv i drømmen om at komme til VM til sommer, og hvis det lykkes at vinde, skal Nartey og holdkammeraterne fem dage senere slå enten Irland eller Tjekkiet på udebane i en altafgørende kamp om en VM-billet.

Nikolas Narteys lillebror, Noah, der spiller i Lyon, er også med i den danske landsholdstrup.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden