Sport

Naturbrande skubber NBA-kamp i Los Angeles

På grund af naturbrandene i Los Angeles-området er NBA-kampen mellem Lakers og Hornets blevet udsat.

130.000 mennesker er blevet beordret til at forlade deres hjem i og omkring Los Angeles, hvor brandene hærger.
130.000 mennesker er blevet beordret til at forlade deres hjem i og omkring Los Angeles, hvor brandene hærger. Chris Pizzello/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:19

NBA-kampen mellem Los Angeles Lakers og Charlotte Hornets er blevet udsat som følge af naturbrandene i Los Angeles-området.

Det oplyser den californiske basketballklub i et opslag på det sociale medie X.

Opgøret skulle være spillet torsdag klokken 19.30 lokal tid, som svarer 04.30 tidligt fredag morgen dansk tid. Der skal nu findes en ny dato.

- Vi er knuste på Los Angeles' vegne. Vores tanker er med alle de involverede i denne utænkelige situation.

- Vi er taknemmelige for redningsfolkene og alle jer, der finder sammen, når der er mest brug for det. Aftenens kamp bliver udsat for at fokusere på det, der betyder mest i dag, lyder det i opslaget.

Mindst 1100 bygninger er brændt ned, og minimum fem personer er døde i naturbrandene, som blandet andet har hærget Los Angeles-kvartererne Hollywood Hills, Pacific Palisades, Eaton og Hurst.

Lakers-stjernen LeBron James skrev allerede onsdag om brandene i et opslag på X.

- Jeg beder for alle i det sydlige Californien, skrev basketspilleren.

Onsdag blev NHL-kampen mellem de to ishockeyhold Los Angeles Kings og Calgary Flames også udsat.

Både Lakers og Kings har hjemmebane i Crypto.com Arena, der tidligere gik under navnet Staples Center.

Multiarenaen ligger i centrum af den amerikanske storby.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden