NBA tager afdød ikons trøjenummer ud af brug
Fremover kommer ingen i basketball-ligaen NBA til at have nummer seks, som Bill Russell spillede i, på trøjen.

Bill Russell døde 31. juli i en alder af 88 år. (Arkivfoto) Danny Moloshok/Reuters
Det bliv fremover ikke muligt at spille i trøjenummer seks i den nordamerikanske basketball-liga NBA.
Torsdag har NBA meddelt, at man i kølvandet på basketballikonet Bill Russells død "pensionerer" trøjenummer seks på tværs af hele ligaen.
Kun de spillere, der på nuværende tidspunkt har nummer seks på trøjen, kan få lov til at beholde det og spille med det. Det drejer sig blandt andre om stjernespilleren LeBron James.
Bill Russell, som døde 31. juli i en alder af 88 år, spillede i nummer seks, da han fra 1957 til 1969 vandt NBA-mesterskabet hele 11 gange som en del af Boston Celtics' altdominerende mandskab.
De 11 mesterskabstitler gør Russell til den mest vindende spiller nogensinde i NBA.
Allerede i 1972 pensionerede Boston Celtics trøjenummer seks, så ingen siden har kunnet spille i det i traditionsklubben.
Som en hyldest til Russell vil samtlige NBA-spillere i den kommende sæson have et mindesmærke på deres trøje, ligesom der på alle baner vil være en kløver - Boston Celtics' logo - med nummer seks i.
Det er tredje gang i professionel nordamerikansk sport, at et trøjenummer bliver taget ud af brug på tværs af en hel liga.
I baseball-ligaen MLB kan ingen spille i nummer 42, som Jackie Robinson, den første sorte MLB-spiller nogensinde, bar fra 1947 til 1956. I ishockeyligaen NHL kan Wayne Gretzkys nummer 99 heller ikke tages i brug.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.