Sport

NBA undersøger udvidelse med to nye hold i Las Vegas og Seattle

NBA-ejerne har stemt for at undersøge, om Seattle og Las Vegas i fremtiden skal have nye hold i ligaen.

NBA's øverste leder, Adam Silver, ser frem til at tage det næste skridt i en mulig udvidelse af ligaens hold. (Arkivfoto):
NBA's øverste leder, Adam Silver, ser frem til at tage det næste skridt i en mulig udvidelse af ligaens hold. (Arkivfoto): Kirby Lee/Ritzau Scanpix

NBA kan i fremtiden stå til at få to nye basketballhold.

Ligaens bestyrelse har godkendt, at ligaen formelt kan undersøge en udvidelse med to nye hold i Las Vegas og Seattle, skriver NBA i en pressemeddelelse.

Afstemningen krævede, at 23 ud af 30 bestyrelsesmedlemmer stemte ja. Bestyrelsen består af ejerne af alle ligaens hold.

Beslutningen betyder ikke nødvendigvis, at den nordamerikanske basketball-liga udvider til 32 hold, men det er et stort skridt mod de længe ventede planer om at udvide NBA.

- Dagens afstemning afspejler vores bestyrelses interesse i at undersøge en mulig udvidelse til Las Vegas og Seattle - to markeder med en lang historie for støtte til NBA-basketball, siger NBA's øverste chef, Adam Silver, i pressemeddelelsen.

- Vi ser frem til at tage dette næste skridt og samarbejde med de interesserede parter, tilføjer han.

NBA har ikke udvidet antallet af hold siden 2004, hvor Charlotte Bobcats kom til. I samme periode har ishockeyligaen NHL tilføjet to hold i netop Las Vegas og Seattle.

Seattle havde tidligere NBA-holdet Seattle SuperSonics, som i 2008 flyttede til Oklahoma City og blev til Thunder.

Las Vegas har været vært for NBA’s All-Star-begivenhed og afholder hvert år Summer League-turneringen før NBA-sæsonen.

Forventningen er ifølge nyhedsbureauet AFP, at ligaen vil tilføje de nye hold i sæsonen 2028-29, hvis udvidelsen bliver godkendt.

Hvis både Seattle og Las Vegas får nye hold, vil ligaen sandsynligvis placere dem begge i Western Conference og flytte et eksisterende vestligt hold til Eastern Conference.

Memphis Grizzlies og Minnesota Timberwolves nævnes oftest som de mest sandsynlige hold til denne ændring.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden