Hobro IK

Nedrykningsalarmen er afblæst i Hobro: - Nu bliver vi ikke rodet ind i noget

Matematisk er Hobro IK ikke helt reddet endnu, men efter sejren over Skive tør træner Michael Kryger godt glemme alle tanker om nedrykning

Hobro-træner Michael Kryger var en glad mand efter tirsdagens sejr over Skive. Arkivfoto: Lars Pauli

Hobro-træner Michael Kryger var en glad mand efter tirsdagens sejr over Skive. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Nu kan de tørre sveden af panden i Hobro IK.

Efter tirsdagens 3-0-sejr på hjemmebane over Skive IK er det nu kun i den alleryderste teori, at himmerlændingene kan komme i fare for at rykke ned i den tredjebedste række. Med tre spillerunder tilbage er der otte og ni point ned til holdene under nedrykningsstregen.

Skive på sidstepladsen har tilmed en målforskel, der er 24 mål dårligere end Hobros og står dermed reelt uden mulighed for at indhente sidste sæsons superliganedrykkere.

- Meget skal gå galt, hvis vi skal komme til at spille i 2. division nu. Det løftede os, at vi vandt i torsdags over Fremad Amager, men alligevel sad man jo og kiggede på tabellen og tænkte, at vi kunne blive rodet ind i noget, hvis vi tabte til Skive.

- Nu bliver vi sgu ikke rodet ind i noget. Vi skal nok få de point, der skal til i de sidste kampe, siger Hobro-træner Michael Kryger.

Sejren over Skive blev grundlagt på tre scoringer i første halvleg, og to af målene var efter samme opskrift. Et hjørnespark fra Danny Amankwaa blev sendt ind i hovedet på Hugo Andersson, der dog kun blev noteret for det sidste mål, da anfører Jonas Brix-Damborg skubbede bolden det sidste stykke over stregen ved det første mål.

- Det er ok. Så længe den gik i mål, er jeg glad. Vi ved, at vi er stærke på dødbolde, så det handlede bare om at udnytte det momentum. Jeg er en høj spiller, så når indlæggene ligger sådan, skal jeg jo bare heade dem ind, siger Hugo Andersson, der i denne sæson har været udlejet til Hobro fra den svenske mesterklub Malmö FF.

- Jeg synes, at jeg har udviklet mig godt, mens jeg har været her. Det har været en stigende kurve for mig i hele sæsonen, så det er skønt, siger Hugo Andersson.

Han håber, at opholdet i Hobro kan hjælpe ham til at slå igennem i Malmö FF på den anden side af sommerferien.

- Det er helt klart min førsteprioritet at komme tilbage til Malmö og se, om jeg kan bide mig fast der, siger Hugo Andersson.

Selv om hans dage i Hobro IK givetvis er talte, skal han dog ikke forvente at blive sat udenfor, nu hvor nedrykningsfaren lader til at være afværget.

- Vi kommer til at gribe de sidste kampe an, som vi har grebet de foregående an. Det er af respekt for turneringen og Skive, Vendsyssel og Kolding, men vi vil også gerne vinde de sidste tre kampe, for det ville være et rigtig godt afsæt til næste sæson.

- Det ville også være respektløst af træneren, hvis jeg nu satte spillere som Hugo og Imed (Louati, red.) ud, bare fordi de nok ikke skal være her i næste sæson. De har været med til at bringe os hertil, så den behandling fortjener de ikke. Det kan godt være, at vi kommer til at lave nogle indskiftninger i de sidste 10 minutter af kampene, men vi kommer ikke til at lave fem ændringer til næste kamp, siger Michael Kryger.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.