Sport

Nedslået Brian Riemer: Det ligger på vores skuldre

Det er dybt, dybt skuffende, siger landstræner Brian Riemer om glippet VM-billet efter nedtur i Tjekkiet.

Fodboldlandstræner Brian Riemer erkender, at det ikke er godt nok, at Danmark misser sommerens VM.
Fodboldlandstræner Brian Riemer erkender, at det ikke er godt nok, at Danmark misser sommerens VM. David W Cerny/Reuters

Det endte i en gedigen dansk skuffelse, da fodboldlandsholdet glippede VM-billetten tirsdag aften i Prag.

Tjekkiet vandt playoffkampen i straffesparkskonkurrence, og det efterlader en dansk fodboldlandstræner nærmest tom for ord.

- Vi drømte alle om VM. Spillerne, staben og hele nationen.

- Det ligger på vores skuldre, og det er os, der har fejlet. Det er dybt, dybt skuffende, siger landstræner Brian Riemer til TV 2.

Efter 1-1 i ordinær spilletid og 2-2 efter forlængelse skulle den afgørende VM-dyst afgøres fra pletten i den tjekkiske hovedstad.

Danmark misbrugte tre forsøg, og VM-billetten går derfor til Tjekkiet.

- Det er ikke godt nok. Vi skal ikke komme med undskyldning på en aften som i aften. Vi skulle have kvalificeret os, og det har vi ikke gjort.

Det er første gang siden EM i 2016, at Danmark misser en slutrunde.

Danmark missede en VM-billet i kvalifikationskampen, hvor førstepladsen blev sat over styr i de sidste to kampe.

I Parken spillede landsholdet i november uafgjort mod Belarus. Som resultaterne flaskede sig, havde en favoritsejr sendt Danmark direkte til VM.

- Kampen mod Belarus vil hjemsøge os. Der var mange ting, der gik galt i den kamp. Men det tænker jeg ikke, vi skal trampe rundt i en gang til, siger Riemer.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden