Aalborg Håndbold

Nedtrykt Aalborg-keeper: - Vi må ikke tabe i den danske liga

Tiltroen til egene evner er stadig stor i Aalborg Håndbold, selvom meget så skidt ud mod BSH

Ambitionerne er høje hos Aalborg-målmand Simon Gade, som ikke kunne efterleve dem mod BSH. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Ambitionerne er høje hos Aalborg-målmand Simon Gade, som ikke kunne efterleve dem mod BSH. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbolds stime på 15 kampe som ubesejret i denne sæson blev lørdag eftermiddag spoleret af Bjerringbro-Silkeborg, som i slutfasen trak fra gæsterne og sikrede sig en sejr på to mål.

- Vi må ikke tabe i den danske liga, så det er klart, at det her resultat er ikke noget, som vi på nogen måde kan være tilfredse med, så klart lyder det fra aalborgmålmanden Simon Gade, som overtog nøglerne til målet fra anden halvlegs start.

Målmandkollegaen Mikael Aggefors, der stod de første 30 minutter, er enig i Gades betragtninger. Han mener, at det var en kamp, som nordjyderne skulle have vundet.

- Vi havde alle muligheder for at vinde. BSH brændte en del chancer mod slutningen, men vi var jo så desværre bare endnu mere uskarpe, siger den svenske målmand.

Cheftræner Stefan Madsen er heller ikke i tvivl om, hvad der gik galt i kampen.

- Skarphed, skarphed og skarphed. Udover det så spillede vi for langsomt i perioder, og vi vandt for få dueller til at vinde en kamp mod så god en modstander. Med det sagt så bør vi vinde sådan en kamp, siger Stefan Madsen, der også peger en finger mod sig selv.

- Vi forsøgte at ændre på flere ting fra bænken. Vi erstattede Aggefors med Gade i målet, da Aggefors ikke helt fik fat i det, vi forventede. Vi kunne godt have foretaget endnu flere justeringer fra bænken, end vi gjorde. I bagklogskabens klare lys, så skulle vi nok have gjort det.

Stor tro på egne evner

De to målmænd udtrykker ikke bekymring over de seneste resultater i ligaen, hvor Aalborg Håndbold flere gange har skullet kæmpe hårdt i slutfasen for at få point, mens holdet udover nederlaget lørdag senest spillede uafgjort mod GOG.

- Nej, nej, slet ikke. Vi har førstepladsen i ligaen, og vi har spillet godt i alle kampe. Vi har været skarpe i slutningen af kampene, og det plejer at være vores force, selvom det ikke var mod BSH, lyder det fra Mikael Aggefors, der møder opbakning fra Simon Gade.

- Vi har fået en sindssyg god start på sæsonen. Det nederlag skulle jo komme på et tidspunkt. Vi kan selvfølgelig være tilfredse med 15 kampe som ubesejret, men det ændrer ikke ved, at vi er skuffet over at tabe den her, siger målmanden.

Det hårde kampprogram fortsætter for Aalborg Håndbold, som endnu engang skal i aktion i midtugen. Her venter THW Kiel hjemme i Jutlander Bank Arena. Men før det igen går løs i det fine europæiske selskab, har Aalborg-holdet brug for at komme sig over det første nederlag siden februar.

- Vi skal lige have sundet os over den her kamp. Når vi har lov til at glæde os over sejrene, så skal vi også have lov til at ærgre os over nederlag. Kræfterne skal lige mobiliseres igen, men jeg er helt sikker på, at vi rejser os oven på den her, lyder det fra Aalborg-træneren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.