New York Knicks tager NBA-titlen efter 53 års ventetid
New York Knicks er NBA-mester for første gang siden 1973 efter comeback i ny gyser mod San Antonio Spurs.
Opdateret kl. 09:08
New York Knicks sikrede sig natten til søndag dansk tid mesterskabet i den nordamerikanske basketliga NBA.
På udebane vandt holdet med 94-90 i den femte finalekamp mod San Antonio Spurs.
Resultatet betyder, at New York Knicks vinder finaleserien med 4-1 i kampe. Det er holdets første NBA-mesterskab siden 1973.
Stjernespilleren Jalen Brunson blev den store helt i den afgørende kamp, hvor han scorede 45 af New Yorks 94 point.
Han blev efterfølgende kåret til NBA-finalernes mest værdifulde spiller (MVP) og var i ekstase efter kampen.
- Det er alt, jeg har drømt om, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Brunson ankom til New York fra Dallas i sommeren 2022 og har siden været en nøglefigur i holdets genrejsning.
- Det er derfor, jeg kom til New York, tilføjer den 29-årige guard.
I begyndelsen af opgøret i Texas var der ikke meget, der tydede på, at holdet fra den amerikanske østkyst skulle sikre sig NBA-titlen for første gang i mere end 50 år.
Gæsterne var bagud i det meste af opgøret mod San Antonio Spurs, der var foran med 23-13 efter det første quarter.
Hjemmeholdets føring blev senere udbygget til 16 point, inden de nykårede mestre begyndte at hale ind.
Med mindre end fem minutter tilbage af fjerde quarter fik New York Knicks udlignet til 83-83, og det lykkedes også at tage føringen.
Med 22 sekunder tilbage bragte Ogugua Anunoby gæsterne foran med 92-88 i en hæsblæsende afslutning, hvor hjemmeholdets Stephon Castle få sekunder senere reducerede til 90-92.
Mikal Bridges øgede til 93-90 på et straffekast, inden Anunoby med otte sekunder tilbage cementerede sejren med kampens sidste point på endnu et straffekast.
New York Knicks, der senest var i NBA-finalen for 27 år siden, har tidligere vundet NBA-titlen i 1973 og 1970.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.