Newcastle dukker igen Arsenal og booker Liga Cup-finale
Efter 2-0 over Arsenal har Newcastle til marts muligheden for at sikre sig sit første hjemlige trofæ i 70 år.
Efter en flot 2-0-sejr i London for en måned siden gjorde Newcastle onsdag arbejdet færdig og bookede en finalebillet i Liga Cuppen.
Hjemme på St. James Park blev det således til 2-0 over Arsenal og dermed samlet 4-0 efter en veloplagt og kynisk indsats, som kantspillerne Jacob Murphy og Anthony Gordon bidrog til med mål.
Det er anden gang på tre år, at Newcastle spiller sig i finalen i den næstbedste engelske pokalturnering. I 2023 tabte nordenglænderne slutkampen 0-2 til Manchester United og missede sin første titel i turneringen.
Generelt er døren til Newcastles trofæskab ikke blevet slidt ned i de senere år.
Det indeholder godt fire mesterskaber, men det seneste var i 1927. Det rummer også seks FA Cup-trofæer, men det seneste blev hjemført i 1955.
I de 70 år siden dengang er det blevet til fem tabte hjemlige pokalfinaler - tre i FA Cuppen og to i Liga Cuppen.
Muligheden for at ændre på den statistik kommer 16. marts på Wembley, og Newcastle skal op mod enten Tottenham eller Liverpool. Det formsvage London-hold har en 1-0-føring med til returkampen på Anfield torsdag.
Onsdag stillede begge mandskaber op i stærkeste mulige opstilling på St. James Park, og det gav et opgør med masser af intensitet og aktion før pausen.
Den svenske angrebsstjerne Alexander Isak, der strålede i det omvendte opgør, var på pletten tidligt, men fik sin træffer annulleret på grund af en offside.
Siden bød Martin Ødegaard ind for gæsterne i den anden ende, men den norske playmaker sendte sin store og åbne chance på ydersiden af stolpen, og det blev kostbart.
Øjeblikke efter stod den nemlig 1-0 til Newcastle, da Isak hamrede kuglen på stolpen, og kantspilleren Jacob Murphy dirigerede riposten i nettet.
Bagud med tre mål samlet var Arsenal nu tvunget i offensiven, og det gav naturligt nok plads til værterne, der kort inde i anden halvleg lukkede den sidste rest af spænding ud af dysten.
Arsenal-keeper David Raya tøvede og sløsede med et kort fremspil, hvilket forsvarsspilleren Fabian Schär havde læst, og schweizerens erobring tillod Anthony Gordon at øge til 2-0.
Arsenal trykkede på i den sidste del af kampen, men fik hverken pyntet eller tilspillet sig specielt store muligheder, hvorfor 4-0 samlet var ganske passende efter en helstøbt præstation af Newcastle.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.