NFL-stjerneskud kan bryde 31 år lang forbandelse

Cincinnati Bengals har ikke vundet en kamp i NFL's slutspil siden januar 1991.

Kansas City Chiefs v Cincinnati Bengals <i>Andy Lyons/Ritzau Scanpix</i>

Kansas City Chiefs v Cincinnati Bengals Andy Lyons/Ritzau Scanpix

6. januar 1991. Stjernequarterbacken Norman "Boomer" Esiason og holdkammeraterne går fra banen på Riverfront Stadium efter en overlegen sejr.

Cincinnati Bengals har på eget græs slået Houston Oilers med 41-14 i den første runde i NFL's slutspil. Nu venter Los Angeles Raiders i jagten på endnu en Super Bowl-deltagelse.

Men Esiason og Bengals kommer ikke længere. Mod Raiders ender det med et nederlag, som sætter gang i en ærgerlig stime.

Bengals har siden mødet med Houston ikke kunnet fejre en slutspilssejr.

31 år er der gået. Den længste sejrstørke i slutspillet på tværs af de fire store nordamerikanske sportsligaer, NFL (amerikansk fodbold), NBA (basketball), NHL (ishockey) og MLB (baseball).

50 af Bengals' nuværende 53 spillere var ikke engang født, da Bengals slog Houston. Riverfront Stadium findes ikke længere. USA har skiftet præsident fem gange i mellemtiden. Houston Oilers hedder nu Tennessee Titans. Raiders er flyttet to gange og har nu hjemme i Las Vegas.

Lørdag har Bengals en ny mulighed for at bryde den forbandelse, som nederlaget til Raiders i 1991 mentes at have startet.

"Bo Jackson-forbandelsen" bliver den kaldt, fordi Raiders' stjernespiller med samme navn i kampen pådrog sig en så alvorlig skade i hoften, at han måtte stoppe karrieren.

Derefter gik der 15 år, før Bengals igen kvalificerede sig til slutspillet. Syv gange siden 1991 har holdet været "one and done". Færdig efter nederlag i første kamp.

Nu kan Bengals så viske tavlen ren. Endda mod Raiders, i hvad der er Cincinnatis første slutspilsdeltagelse i fem år. Det er først og fremmest kommet i stand takket være den unge quarterback Joe Burrow, der har gjort Bengals relevant igen efter flere drøje år.

- Han er en af de mest selvtillidsfyldte quarterbacks, vi længe har set i NFL, siger Tommy Kjærsgaard, der er NFL-ekspert på TV3 Sport.

- Han er ukuelig. Han regner altid med, at han kan lave et spil. Det er den "swagger" og selvtillid, som han og Bengals har, der har været med til at føre dem hertil.

Cincinnati Bengals fik i 2020 fingrene i Joe Burrow via den årlige NFL-draft, hvor holdene skiftes til at håndplukke de største talenter fra de amerikanske universiteter.

Burrow er godt bekendt med sit holds knap så kønne slutspilshistorie, men den tynger ham ikke forud for mødet med Raiders.

- Det er bare endnu en kamp. Endnu en slutspilskamp, som det føles som om, vi har spillet hver uge den sidste måned af sæsonen, lød det fra Burrow i et interview med mediet The Athletic for nylig.

Ifølge bookmakerne er Bengals favorit i kampen mod Raiders, og det forstår Tommy Kjærsgaard godt.

- Bengals er vel en af de største outsidere i slutspillet og bør også vinde over Raiders. I Joe Burrow og wide receiver Ja'Marr Chase har de en duo på angrebet, der kan være ustoppelig. Bengals har vist, at de kan slå de bedste hold, så det er jo ikke fuldstændig usandsynligt, at de kan komme i Super Bowl, siger NFL-eksperten.

Cincinnati Bengals' møde med Las Vegas Raiders går i gang lørdag klokken 22.35 dansk tid og er den første af i alt seks kampe i første runde i NFL's slutspil. I alt kæmper 14 hold om de to pladser i Super Bowl 56, som spilles natten til 14. februar dansk tid på SoFi Stadium i Los Angeles.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden


Breaking
Bil med fire kørte ind i træ på Mors - føreren dræbt på stedet
Luk