Nick Kyrgios fortsætter fornem stime med sejr over verdensetter
De to finaleseedede i Montreal Masters, Medvedev og Alcaraz, kan pakke sammen allerede efter anden runde.
Den australske tennisspiller Nick Kyrgios har været i storform, siden han i juli nåede frem til finalen i Wimbledon. Det gav han endnu et bevis på onsdag, da han besejrede verdensranglistens nummer et, russeren Daniil Medvedev, ved Montreal Masters.
- Dette er fjerde gang, vi mødes, og vi kender hinanden godt. Jeg går ikke ind til en kamp med et blik på ranglisten, kun på fyren over for mig, siger han efter sejren i anden runde på 6-7, 6-4, 6-2 ifølge nyhedsbureauet AFP.
Kyrgios ankom til Montreal med selvtilliden tanket godt op, efter at han søndag vandt han sin første turnering i tre år med en finalesejr i Citi Open.
Den 27-årige australier har vundet 14 af sine 15 seneste kampe. Det enlige nederlag kom i finalen på Wimbledons græs mod Novak Djokovic 10. juli.
- Forhåbentlig kan jeg holde det her kørende og blive ved med at vinde. Medvedev er en maskine - han er nummer et af en grund, siger han.
Russeren kom også med en frisk turneringssejr i Los Cabos i Mexico som rygstød.
Det var Medvedevs første trofæ i denne sæson og betyder, at han er sikker på at toppe ranglisten, når han senere denne måned indleder forsvaret af sin US Open-titel.
Medvedev havde ikke mulighed for at stille op ved Wimbledon, fordi turneringen udelukkede russiske og hviderussiske spillere på grund af Ruslands invasion af Ukraine.
I Montreal var Medvedev seedet til at møde den unge og fremadstormende spanier Carlos Alcaraz i finalen.
Men den useedede amerikaner Tommy Paul ødelagde spanierens debut i Canada med en sejr i tre sæt.
Medvedev og Alcaraz var oversiddere i turneringens første runde.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.