Niels Frederiksen: Vi har fået det vi manglede

Brøndbys cheftræner, Niels Frederiksen, er overordnet set tilfreds med klubbens ageren i transfervinduet.

Ohi Omoijuanfo kunne juble sammen med Brøndbys fans efter sin debut, der bød på en scoring i Horsens. <i>Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Ohi Omoijuanfo kunne juble sammen med Brøndbys fans efter sin debut, der bød på en scoring i Horsens. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Brøndby IF havde et par travle dage i slutningen af transfervinduet, hvor klubben hentede både angriber Ohi Omoijuanfo og midtbanekreatør Nicolai Vallys fra henholdsvis Røde Stjerne Beograd og Silkeborg IF.

Ifølge cheftræner Niels Frederiksen vil de to tilføjelser være med til at løfte holdets niveau, og han er samtidig lettet over, at klubben nåede at tilføje ekstra offensiv forstærkning til truppen. Det har han nemlig flere gange efterlyst i løbet af sommeren.

- Jeg synes, vi fik en god afslutning på transfervinduet, og vi har fået to spillere ind, som kommer til at løfte vores niveau og kvalitet i truppen.

- Vi har meget mere konkurrence i angrebet nu, og det er selvfølgelig med til at skærpe alle spillere.

- Det er klart, at jeg har efterlyst en lidt større angriber, der kan score mål, og lidt dynamik fra vores midtbane, og det har vi fået nu, siger han.

Niels Frederiksen føler sig desuden overbevist om, at både Ohi Omoijuanfo og Nicolai Vallys kommer til at have let ved at falde til på holdet.

- De to spillere er meget det, vi har søgt efter, og vi spiller på en måde, som de kender og er vant til.

- Det er ikke sådan, at de kommer hertil og skal udfylde en rolle i et system, som de aldrig har mødt før. Det har vi været meget bevidste om i vores søgen, siger cheftræneren.

Begge nyindkøb fik debut, da Brøndby søndag vandt 2-0 over AC Horsens i Superligaen. Ohi Omoijuanfo fik endda åbnet sin målkonto med en scoring kort efter pausen til 1-0.

Cheftræneren er glad for det, han så, men lige nu handler det mest af alt om at forsøge at skabe en sejrsstime.

Brøndby ligger i skrivende stund på niendepladsen i 3F Superligaen med ni point efter otte runder og havde forinden søndagens sejr over Horsens tabt holdets seneste to kampe.

- Jeg synes, det var to fine debuter. Især når man tænker på, at de lige er kommet hertil og kun havde trænet to gange med resten af holdet.

- Vi halter efter i tabellen, og det gør vi stadigvæk efter kampen mod Horsens, så vi skal til at sætte nogle sejre sammen.

- Nu gælder det om at arbejde videre og få de nye integreret, og så må vi se, om vi er dygtige nok til at nå derhen, hvor vi gerne vil være, siger cheftræneren.

De tre point betyder ekstra meget for Niels Frederiksen, der samtidig erkender, at Brøndbys sæsonstart langt fra har været god nok.

Han vil gerne forsøge at lette presset fra spillerne så meget som muligt, men han ved, at forventningerne til holdet er høje.

- Sejren giver et boost og noget ekstra selvtillid. Jeg er helt sikker på, at mange udenom klubben havde kaldt det for en krise, hvis vi havde tabt mod Horsens.

- Det er fuldstændig fair, hvis der er nogen, der mener, at vi ikke har fået nok point i de første otte runder.

- For mig betyder presset udefra ikke så meget, men spillerne er selvfølgelig under pres. De ved, at de skal præstere og vinde nogle kampe. Det er ikke godt nok, at vi ikke har vundet mere, end vi har gjort, siger Niels Frederiksen.

Brøndby skal forsøge at få endnu en sejr, når topholdet Randers FC kommer på besøg på Brøndby Stadion i næste runde.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.