Nigeria fortsætter 1-0-tendensen med sejr over Egypten
Kelechi Iheanacho blev matchvinder, da Nigeria indledte de afrikanske mesterskaber med smal sejr over Egypten.

FBL-AFR-AFCON-2021-2022-NGR-EGY Daniel Beloumou Olomo/Ritzau Scanpix
Nigeria og Egypten tog tirsdag hul på gruppe D ved Africa Cup of Nations. Og de to hold fortsatte den resultatmæssige tendens fra de syv foregående kampe i turneringen.
Nigerianerne vandt opgøret med 1-0. Dermed sørgede holdet for det sjette 1-0-resultat ud af turneringens hidtil otte spillede kampe.
Egypten med Liverpool-stjernen Mohamed Salah i front var favoritter i kampen. Det blev dog en anden Premier League-angriber, der stjal rampelyset.
Efter en halv times spil var det Kasper Schmeichels holdkammerat i Leicester Kelechi Iheanacho, der gjorde sig selv til matchvinder.
Bolden havnede en smule tilfældigt hos ham i feltet, hvor han resolut klappede bolden op i nærmeste hjørne.
Egypten var mest i boldbesiddelse. Nordafrikanerne var imidlertid hamrende ineffektive i spillet på Nigerias banehalvdel.
Salah blev passet godt på, og holdkammeraterne formåede ikke at sætte noget op uden om holdets absolutte stjerne.
Tidligere tirsdag afveg de forsvarende mestre fra Algeriet og Sierra Leone fra resultattendensen. Det skete, da ingen af holdene formåede at skabe forandringer på måltavlen i deres indbyrdes opgør i gruppe E.
Algeriet vandt de afrikanske mesterskaber senest. Det er dog Egypten, som er den mest succesrige nation i turneringens historie med syv titler. Den seneste kom i 2010. Nigeria har vundet tre gange - senest i 2013.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.