Så er det officielt: Nikolaj Ehlers bliver hovedaktionær i Aalborg Pirates
Aalborg Pirates er på vej mod et ejerskifte, og det er med Nordjyllands største ishockeystjerne i en central rolle
Opdateret 30. juli 2025 kl. 15:51
Familien Ehlers kommer til at spille en nøglerolle i fremtiden for ishockeyklubben Aalborg Pirates.
Som Nordjyske allerede skrev for mere end en uge siden, bliver Nikolaj Ehlers en del af ejerkredsen. Pirates fortæller onsdag i en pressemeddelelse, at det bliver som hovedaktionær, at NHL-stjernen bliver en del af klubben.
Samtidig får hans far Heinz Ehlers en toneangivende position i Aalborg Pirates.
Sammen med en lille kreds af lokale investorer venter Ehlers-familien kun på, at revisorerne skal blive færdige med due diligence, før fremtiden kan begynde.
- Jeg er rigtig glad for, at jeg på denne måde får mulighed for at give tilbage til min moderklub. Aalborg Pirates har altid betydet meget for mig og jeg håber, at jeg kan være med til, sammen med de andre investorer, at give klubben det økonomiske løft de har brug for, så klubben fortsat kan være med i toppen af dansk ishockey. Jeg glæder mig til de kommende år, som vil blive lærerige for mig og forhåbentlig fyldt med masser af god hockey, udtaler Nikolaj Ehlers.
Løfterig fremtid
Den afgående formand for bestyrelsen i Aalborg Pirates, Morten Fals, glæder sig over, at en svær situation for klubben er blevet vendt til en lys og løfterig fremtid.
“Det her er et drømmescenarie for Aalborg Pirates. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det hele tiden var den her løsning jeg og bestyrelsen helst ville skabe. Vi har gennem de sidste 14 måneder arbejdet benhårdt på at gøre klubben attraktiv til et nyt ejerskab. Arbejdet og støtten fra mange mennesker ser ud til at bære frugt, og nu må vi væbne os med tålmodighed i denne sidste fase med rådgivernes gennemgang”, siger Morten Fals.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.