Nørgaard ser direkte rødt for hård tackling i nullert
Christian Nørgaard blev udvist for hård tackling på engelsk landsholdskeeper, mens Arsenal brød negativ stime.
Opdateret kl. 18:32
Den danske landsholdsspiller Christian Nørgaard fik en negativ hovedrolle, da Brentford ude mod Everton spillede 0-0.
Nørgaard fik direkte rødt kort i slutningen af første halvleg for en hård tackling på Everton-keeperen Jordan Pickford.
Nørgaard kastede sig frem ved bageste stolpe i håbet om at sende en tværpasning i mål, men han ramte ikke bolden, og i stedet stemplede han med hård kraft Englands landsholdsmålmand Pickford på benet.
På vej ud af banen blev Nørgaard trøstet af Evertons Jesper Lindstrøm, der ligesom ham selv har en fortid i Brøndby.
Dermed var der trods udvisningen stadig danskere på banen, og Brentford-træner Thomas Frank stillede desuden med Mathias Jensen og Mikkel Damsgaard. Derimod var der ingen mål i opgøret.
Brentford ligger midt i rækken med 17 point.
Fulhams danske forsvarer, Joachim Andersen, udgik med en lægskade i slutningen af opgøret, da Fulham på hjemmebane tabte med 1-4 mod Wolverhampton. Fulham ligger nummer ni trods nederlaget.
Længere fremme i tabellen fik Arsenal en tiltrængt opmuntring efter fire kampe uden sejr i Premier League. Hjemme mod sæsonoverraskelsen Nottingham Forest vandt Mikel Artetas tropper med 3-0.
Det var stort set spil til et mål i første halvleg, hvor Arsenal-angrebene rullede ned mod Forest-målet særligt igennem højre side.
Arsenals offensive spil har fået mere snert af at få norske Martin Ødegaard tilbage fra en skade, og nordmanden var i hopla sammen med Bukayo Saka.
Sidstnævnte stod også for halvlegens detalje, da han trak på tværs af et overbefolket felt og slutteligt sendte bolden op i målhjørnet til 1-0.
Kort inde i anden halvleg var Saka i den assisterende rolle, da han fandt Thomas Partey, der scorede fra godt 20 meter.
Kort før tid blev sejren cementeret af den 17-årige Ethan Nwaneri, der netop var blevet skiftet ind. Teenageren udnyttede en servering fra Raheem Sterling til at score karrierens første Premier League-mål.
Med sejren har Arsenal på fjerdepladsen 22 point. Det er seks færre end førerholdet, Liverpool, der først søndag spiller ude mod Southampton. Forest har 19 point blandt forfølgerne.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.