Sport

Nordic Storm får skrivebordssejr og vinder division

Dansk-svenske Nordic Storm er sikker på en plads i slutspillet efter ni sejre i ni kampe i ELF.

Nordic Storm fik tirsdag tildelt en skrivebordssejr over Helvetic Mercenaries i European League of Football (ELF). (Arkivfoto).
Nordic Storm fik tirsdag tildelt en skrivebordssejr over Helvetic Mercenaries i European League of Football (ELF). (Arkivfoto). Lars Møller/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:49

Selv om der resterer tre kampe af grundspillet, er Nordic Storm allerede sikret en plads i slutspillet i European League of Football (ELF).

Den dansk-svenske satsning inden for amerikansk fodbold er nemlig sikker på at vinde den nordlige division, efter at holdet tirsdag blev tildelt en skrivebordssejr.

I slutningen af juni trak schweiziske Helvetic Mercenaries sig fra en kamp mod Nordic Storm på grund af en lang række skader.

Men i stedet for at finde en ny dato er Nordic Storm nu blevet tildelt en skrivebordssejr på 35-0. Det oplyser ligaen i et opslag på X.

Her lyder det, at ligaen og holdene forsøgte at få kampen spillet i næste uge, men det var ikke muligt for Nordic Storm at finde et stadion, hvor den kunne afvikles.

Med skrivebordssejren er Nordic Storm oppe på ni sejre i ni mulige kampe i den imponerende debutsæson.

Den nærmeste konkurrent i den nordlige division, den forsvarende vinder Rhein Fire fra Tyskland, har fem sejre i ni kampe og kan ikke indhente Nordic Storm i de resterende tre kampe i grundspillet.

Sejren i divisionen sikrer også Nordic Storm mindst én hjemmekamp på Gladsaxe Stadion i slutspillet.

Ender holdet blandt de to bedste i hele ligaen efter grundspillet, giver det også en direkte plads i semifinalen. Nordic Storm er det eneste ubesejrede hold efter ni kampe.

Næste kamp for Nordic Storm er søndag på udebane mod Frankfurt Galaxy.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden