Nordjyllands største cykelløb - her kan du få et glimt af Vingegaards afløser
Påskelørdag kommer det til at vrimle med cykelryttere i og omkring Bjergby
Opdateret 03. april 2023 kl. 11:27
BJERGBY: Det bakkede istidslandskab omkring Bjergby, nord for Hjørring, og ikke mindst vejene i området bliver påskelørdag 8. april fyldt med farverige cykelryttere.
Det sker, når Cykle Clubben Hjørring (CCH) igen står bag første løbsdag af landevejsløbet 3 Dage i Nord og 1. afdeling af Campione Cuppen 2023.
Sidste år deltog cirka 680 cykelryttere, men i år er endnu flere med. Således stiller 737 ryttere til start.
Der er deltagere fra U11 og helt op til H70, der er ryttere over 70 år.
Iblandt deltagerne er nogle af de allerbedste amatørcykelryttere, og dermed er det også et løb, hvor man kan spotte Danmarks næste store talenter.
- Jonas Vingegaard har deltaget i løbet her for nogle år siden, oplyser Jørgen Vendelbo fra CCH.
- De bedste ryttere, der er med, er dem, der ligger lige på vippen til at blive professionelle, forklarer han.
Gode steder at se på
Start og mål ligger på Peterspladsen, Præstevænget 1, Bjergby. Et godt sted at stå for publikum er før og efter starten på Skagen Landevej, hvor der ifølge Jørgen Vendelbo gode muligheder for at se rytterne. Men han nævner også et andet fint sted, nemlig Hellehøj, der med en højde på 89 meter over havoverfladen byder på en af de bedste udsigter i Vendsyssel.
Det er tilmeldt deltagere fra ikke mindre end 15 forskellige nationer.
- Det er som et lille Dana Cup, siger Jørgen Vendelbo med henvisning til de omkring 3000 mennesker, der den dag ventes at befinde sig i Bjergby, der normalt har godt 800 indbyggere.
Hårde ruter
Afhængig af alder, køn og klasse bliver rytterne sendt ud på tre forskellige ruter, der bliver mixet, så man opnår den ønskede længde.
For eksempel skal de bedste ryttere i alt køre 153,6 km. Og her bliver der budt på en rigtig hård oplevelse, hvis vinden er fra vest. Dertil kommer, at deres rute er meget kuperet. Det går op og ned hele tiden, og så er der en række skarpe sving og længere nedkørsler.
I Hanstholm og Klarup
3 Dage i Nord fortsætter 9. og 10. april, hvor der køres i henholdsvis Hanstholm i Thy og Klarup ved Aalborg. Der gives selvstændige point til cykelrytterne efter hvert løb, som indgår i Campione Cup 2023.
De 3 dage i Nord udgør en selvstændig Campione Cup, hvor der efter hver løb uddeles førertrøje i hvert felt.
I den samlede Campione Cup er der pengepræmier til nr. 1, 2 og 3. Og der er ens præmiestørrelser for kvinder og mænd. Præmierne uddeles i forbindelse med præmieceremonien ved Campione Cuppens 3. afdeling i Aalborg.
3 Dage i Nord arrangeres af Thy Cykle Ring, Aalborg Cykle-Ring og Cykle Clubben Hjørring.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.