Nordjysk fjerhåb drømmedebuterer i Asien og er klar til malaysisk Masters-turnering
Victor Svendsen fra Vendsyssel Elite Badminton er efter to sejre i kvalifikationen klar til hovedturneringen ved Malaysia Masters
Opdateret kl. 14:46
BADMINTON: Første turnering i Asien nogensinde for Victor Svendsen bliver næppe én, han kommer til at glemme lige foreløbigt. Med to sejre i kvalifikationen er den 23-årige nordjyde fra Vendsyssel Elite Badminton nu klar til hovedturneringen ved Malaysia Masters i Kuala Lumpur.
Med på bænken havde Svendsen rutineret sparring i form af Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus, og den kombination har indtil videre vist sig ganske succesfuld.
I sin første kval-kamp vandt Victor Svendsen 22-20, 21-12 over Kwang Hee Heo fra Korea, der indtager 51. pladsen på verdensranglisten - to pladser foran Svendsen.
I kvalifikationsfinalen blev nordjyden imidlertid presset i bund, hvor han mod Wei Feng Chong måtte ud i en decideret gyser. Først vandt VEB-spilleren snævert første sæt 22-20, før han i andet blev spillet ud af banen og tabte med cifrene 8-21. I tredje og afgørende sæt var Svendsen komfortabelt foran 17-7, men gik fuldstændig i stå og lukkede Chong tilbage på 18-18.
Herefter vandt danskeren de to efterfølgende bolde, missede første matchbold, men vandt den efterfølgende og altså også sættet 21-19.
Nordjydens sidste duel med Wei Feng Chong kan ses nedenfor. Videoen er fra Victor Svendsens Instagram-profil.
I hovedturneringens første runde møder Victor Svendsen rutinerede Hyun Il Lee fra Korea. Den 38-årige koreaner er nummer 33 på verdensranglisten.
Den kamp spilles onsdag klokken 10.35 dansk tid.