Nordjysk golfmekka bliver savnet: - Det har en plads i mit hjerte
For ottende gang mødes nogle af Europas bedste golfspillere i Himmerland. Men den danske DP World Tour-turnering drager snart videre
GATTEN: I denne uge spilles Made in Himmerland igen på DP World Tour. Dermed er halvanden hundrede professionelle golfspillere igen på visit i Gatten, hvor 22 millioner kroner er på højkant.
Det kan dog blive sidste gang, at turneringen spilles på nordjysk græs. Den er nemlig kommet på nye hænder, efter Fonden Made in Denmark Golf har givet afviklingen videre til arrangør og promoter Flemming Astrup. I samme øjemed får resortet Himmerland ikke en fast værtsrolle mere, og turneringen skal videre ud i Danmark, som det var tilfældet i 2019, hvor Silkeborg Ry Golfklub lagde bane til.
Siden 2014 er turneringen ellers blevet afviklet otte gange i Himmerland - med turen til Silkeborg og en coronaflysning som undtagelser.
Det har skabt store minder for nogle af de nordjyske spillere, der kommer hjem i forbindelse med turneringen - eksempelvis 48-årige Søren Kjeldsen, der er fra Brønderslev og har haft mange minder i Himmerland gennem sin lange karriere.
- Hvis du spørger folk som mig og Lucas Bjerregaard, der er vokset op i Nordjylland, kan vi godt mærke, at vi kommer fra den her del af landet. Selvom jeg synes, at alle spillerne bæres frem af tilskuerne, kan jeg godt mærke tilhørsforholdet, og det er jeg sindssygt glad for, fortæller han.
Masser af minder
Selvom Lucas Bjerregaard er fra Frederikshavn, har han gennem flere sæsoner haft Himmerland som sin officielle hjemmebane og repræsenteret det nordjyske resort i udlandet. Dermed er forbindelsen også stærk hos ham.
- Det er et sted, jeg kender godt, og det er dejligt at have familie og bekendte her. Jeg er kommet her meget tidligere i min karriere, og forholdene er fantastiske. Det er et dejligt sted at komme, og jeg kommer nok til at være her mere fremover, siger frederikshavneren, der er flyttet hjem til Danmark i år.
- Jeg har ikke haft meget succes her. Jeg skulle bruge nogle år på at lure den lidt af, selvom jeg har spillet her en del. Men jeg kan godt lide den, og den er sat godt op og er i fantastisk stand, tilføjer Bjerregaard.
Følelserne omkring Himmerland er ligeledes stærke ved hans nordjyske golfkollega gennem adskillige år.
- Jeg elsker det her sted. Jeg er kommet her, siden jeg var helt lille. Mit første minde er nok Hafnia Cup i 1990, hvor jeg vandt i omspil efter tre huller. Jeg sluttede med en birdie. Det er mit første minde, og så er det derudaf. Det her sted har en plads i mit hjerte, og det er der ingen tvivl om, fortæller Søren Kjeldsen.
Han fremhæver blandt andet Made in Denmark i 2015, hvor hans turnering nummer 500 på European Tour - nu DP World Tour - blev markeret af de mange fremmødte på hul 16. Søren Kjeldsen er også den dansker, der har været tættest på sejren i Himmerland. Samme år fik han nemlig en delt andenplads.
Dermed har turneringen og ikke mindst Himmerland skrevet et markant kapitel i historien om nordjyden med de mange sejre bag sig.
Tvillingernes nordjyske tilflugtssted
Der er dog andre end golfspillere med lokalt islæt, der har kastet deres kærlighed over den himmerlandske golfoase, som Lars Larsen og efterkommerne har smidt mange millioner i gennem årene. De profilerede golftvillinger Rasmus Højgaard og Nicolai Højgaard er fra Billund, men de bruger også en del tid i Himmerland, da familien har et hus på resortet.
- Vi bruger en del tid her gennem hele året. Jeg elsker at være her, og det er altid hyggeligt at spille banen og møde de rare mennesker i klubben. Forhåbentlig kan vi komme tilbage i fremtiden, lyder det fra Rasmus Højgaard.
Det vides endnu ikke, hvor turneringen nu skal spilles. Flere baner er i spil, og Royal Golf Club i København har eksempelvis været på bordet i kraft af en støtteansøgning, som blev afvist hos Københavns Kommune. Men intet er på plads endnu, og dermed er det uvist, hvor de fremtidige slag i turneringen med de nordjyske aner skal slås.
- Der ligger en del gode golfbaner og venter ude i Danmark. Forhåbentligt kan vi ramme en af dem, siger Rasmus Højgaard.
I Himmerland klarede Søren Kjeldsen, Lucas Bjerregaard og amatøren fra Aabybro, Frederik Kjettrup, alle cuttet ved turneringen og er med i weekenden. Den nordjyske trio spiller finalerunde søndag, hvor sidstnævnte er bedste bud på et nordjysk topresultat, da han er fem slag under par.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.