Legende er gået bort: Skrev sig ind i historiebøgerne i 1966
Leif Skov spillede en hovedrolle, da AaB hentede klubbens første store titel, og han har gennem flere årtier sat sit præg på adskillige nordjyske klubber
Opdateret 18. februar 2025 kl. 10:46
Leif Skov, der skrev ind i historiebøgerne hos AaB som anfører på holdet, der vandt pokalfinalen i 1966, er gået bort.
Han blev 85 år.
Den altid smilende og imødekommende Leif Skov indledte fodboldkarrieren i Frederikshavn, hvor han blandt andre spillede sammen med "Guld" Harald (Nielsen, red.) og opnåede 130 førsteholdskampe.
Herefter tog midtbaneslideren til Nykøbing Falster og B1901, hvor det blev til 69 kampe, inden AaB hentede ham tilbage til Nordjylland i 1963.
I rødt og hvidt spillede Leif Skov 121 kampe. 100 af dem i træk med fuld spilletid. Højdepunkterne var to pokalfinaler i henholdsvis 1966 og 1967.
Den første blev vundet 3-1 over KB. Leif Skov bar anførerbindet og kunne ud over guldmedalje og pokal modtage hæderen som årets pokalfighter.
Det var også rollen som anfører, at Leif Skov førte AaB på banen i den efterfølgende sæsons deltagelse i Europa Cuppen for pokalvindere.
Her var AaB i første runde tæt på en kæmpe sensationen mod engelske Everton. Efter 0-0 hjemme tabte AaB 1-2 på udebane efter en engelsk scoring i overtiden.
Leif Skov blev en af hovedpersonerne i den revitalisering af AaB, som klubben oplevede i årene omkring pokaltriumfen. AaB blev efter nogle magre år atter betragtet som et betydende hold i dansk topfodbold, og her spillede Leif Skov en vigtig rolle.
Da den aktive karriere blev lagt på hylden, fortsatte Leif Skov som træner i en lang række nordjyske klubber. Listen tæller blandt andre AaB, Nørresundby, Skalborg, Gug, Kongerslev og Vejgaard. Han trådte til som træner for AaB i 1982. Det gjorde han mest af alt af kærlighed til AaB, hvor han gennem mange år også har været med omkring AaB's venner.
I sit civile liv var Leif Skov maskinarbejder og havde en lang og god karriere som flymekaniker på Flyvestation Aalborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.