Nordjysk OL-håb skal levere et mirakel

Tiden arbejder mod Fie Udby Erichsen i bestræbelserne på at kvalificere sig til OL i Tokyo

Fie Udby Erichsen knokler lige nu for at komme til OL i Tokyo. Arkivfoto: Torben Hansen

Fie Udby Erichsen knokler lige nu for at komme til OL i Tokyo. Arkivfoto: Torben Hansen

RONING:Fie Udby Erichsen, der stammer fra Hobro, har givet sig selv en udfordring, som kun de færreste i det hele taget ville overveje at give sig i kast med. Hun skal sammen med sin makker Lærke Berg Rasmussen forsøge at kvalificere sig til OL i Tokyo toer uden styrmand. De to tidligere OL-medaljører har fundet sammen i en OL-kampagne, der skal realiseres på en brøkdel af den tid, som en OL-kvalifikation normalt tager at opbygge og gennemføre. Lige nu er den nye duo på træningslejr i Portugal

Cirka 20 dage var der fra, at beslutningen blev taget, til der er OL-kvalifikation ved en stor regatta i Luzern i den kommende weekend.

- Tid er den helt store ubekendte faktor. Vi er under et enormt tidspres, men vi tror begge på, at vi kan kvalificere os til OL, og vi får trænet godt igennem her i Portugal, siger Fie Udby Erichsen, der lige nu er på træningslejr sammen med resten af landsholdet.

Den 36-årige nordjyde vandt OL-sølv i singlesculler i 2012, og det var faktisk også singlesculler, der indtil for få uger siden så ud til at skulle være klassen, hvor Fie Udby Erichsen skulle forsvare de rød-hvide farver i Japan.

- Jeg har døjet med mine underarme, hvor jeg får ondt fra tid til anden. Problemet er, at vi aldrig ved, hvornår jeg bliver ramt af problemer, og det blev jeg til EM. Derfor var der også brug for at nytænke, for jeg stiller ikke op bare for at være med, og jeg kunne måske godt have kvalificeret mig til OL i singlesculler, men jeg stiller op for at vinde, og det har jeg bedre muligheder for at gøre sammen med Lærke, siger Fie Udby Erichsen.

Al logik siger, at det ikke kan lade sig gøre at kvalificere sig til et OL med blot tre ugers forberedelse inden kvalifikationsstævnet.

- Jeg er med på, at hvis en normal OL-kampagne omregnes til et døgn, så er vi først gået i gang med meget få minutter til midnat, men vi tror på, at vi med vores rutine kan lykkes med at kvalificere os, siger Fie Udby Erichsen.

Tro siges at flytte bjerge, og tro skal i dette tilfælde også flytte en robåd.

- Når vi tror på succes med det her udgangspunkt, skyldes det, at vi ror hurtigt fra starten af. Vi kan ikke hente 15 sekunder via vores træning på så kort tid, så vi skal som udgangspunkt ro hurtigt, og det tror vi på, at vi gør, siger Fie Udby Erichsen, der er helt med på, at hun og Lærke Berg Rasmussen har valgt en utraditionel fremgangsmåde.

- Vi kan ikke blive gode nok til at vinde en OL-medalje på tre uger, men hvis vi kvalificerer os, så har vi et par måneder til OL, og så kan vi nå at blive meget bedre, for vi har en ide om, at det kan blive rigtig godt, hvis vi får den ekstra tid frem mod OL, som en OL-billet vil give os, siger Fie Udby Erichsen.

Mens Fie Udby Erichsen har stået på en medaljeskammel ved et OL i 2012, så var Lærke Berg Rasmussen på skamlen for at modtage en OL-bronze sammen med sin daværende makker Anne Dsane Andersen ved OL i Rio for fem år siden.

- Vi har begge masser af rutine, og det er altafgørende i den nuværende situation. Der er mange detaljer, som vi ikke kan få på plads på grund af den korte tid, vi har tilrådighed, men vi har en masse rutine, så mange ting skal vi kunne i forvejen, og jeg har jo også roet toer for mange år siden, siger Fie Udby Erichsen, der roede toer uden styrmand fra 2005 til 2008.

- Det er som at køre på cykel. Man glemmer det ikke, selvom det er mange år siden, man senest har gjort det. Det helt store spørgsmål for mig er, hvordan min krop reagerer på et anderledes bevægelsesmønster, siger Fie Udby Erichsen, der går fra at ro med to årer i singlesculleren til blot en enkelt åre i toeren.

Lørdag går det nemlig løs i Luzern, der er den sidste mulighed for at kvalificere sig til OL.

- Lige nu er vi bare trætte, fordi vi har knoklet igennem på træningslejren, men det bliver super fedt at komme ud og ro konkurrence. Vi glæder os til det, og vi skal nok være friske. Vi ved, at vi er oppe mod fire andre både, der ror hurtigt, men vi tror på, at vi kan blive et eller to, som det kræver, siger Fie Udby Erichsen med en bestemthed i stemmen, der understreger, at det her bestemt kan lade sig gøre.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.