Nordjysk overblik: Transferstatus i AaB, Hobro og Vendsyssel
De tre største fodboldklubber i regionen har alle både hentet og mistet spillere i januar
Opdateret kl. 21:41
FODBOLD: Der har i løbet af januar været handlet spillere både ind og ud af de tre største nordjyske fodboldklubber.
Her opdaterer vi dig på den aktuelle status på transfervinduets sidste dag.
AaB (Superligaen)
Aalborgenserne har på selve deadline-day lejet angriberen Martin Samuelsen hos Hull City i den tredjebedste engelske række. Aftalen for foråret indeholder en købsoption.
I sidste uge hentede klubben også den 18-årige angriber Anosike Ementa i FC Helsingør. I første omgang er han dog tiltænkt en plads på AaB's U19-hold.
I starten af januar blev forsvarsspilleren Daniel Granli desuden tilknyttet på en permanent aftale.
AaB har solgt forsvarsspilleren Kasper Pedersen til Esbjerg, og derudover har man udlejet midtbanespilleren Jeppe Pedersen til Skive samt ophævet kontrakten med Thomas Christiansen, der er skiftet til Vendsyssel FF.
Sportschef Inge André Olsen oplyser, at man stadig forsøger at tilknytte en spiller mere til offensiven. Det er noget, man har arbejdet med i nogle dage - men er ifølge nordmanden en "lidt kompliceret handel". Den handel forventes dog først færdig efter det danske transfervindues afrunding mandag.
Endelig arbejder AaB fortsat på at sende en eller to spillere videre. Dette sker dog højst sandsynligt efter deadline-day, da andre lande herefter fortsat har åbent for tilgang. Det kan især blive aktuelt med forsvarsspilleren Jores Okore, der gerne vil videre til en udenlandsk klub.
Hobro IK (1. division)
Klubben fra Mariagerfjord lejede forleden forsvarsspilleren Anton Skipper i Brøndby for resten af sæsonen. Han skal lukke hullet efter Tobias Salquist, der udnyttede et kontraktudløb til at skifte til Silkeborg IF.
Derudover har Hobro forlænget kontrakten med den offensive midtbanespiller Danny Amankwaa frem til sommeren 2023. Han var i efteråret tilknyttet til en kort aftale, der udløb ved nytår.
I transfervinduets sidste timer fik Edgar Babayan ophævet sin kontrakt i klubben.
En mulig erstatning for ham kunne være den tidligere Næstved-spiller Ivan Franjic, der står uden kontrakt og torsdag repræsenterede Hobro i årets første træningskamp mod Jammerbugt FC.
Flere superligaklubber har i løbet af januar vist interesse for midtbanespilleren Christian Cappis. Ifølge NORDJYSKEs oplysninger har SønderjyskE så sent som mandag igen henvendt sig, men det tyder ikke på, at Hobro vil sælge.
Vendsyssel FF (1. division)
Tre spillere er kommet til truppen her i januar. Forsvarstalentet Thomas Christiansen er hentet i AaB, mens målmanden Fabian Ehmann er tilknyttet det næste halve år. Han har senest optrådt for græske Aris Thessaloniki.
Senest har vendelboerne tilknyttet angriberen Virgiliu Postolachi på en lejeaftale fra Royal Excel Mouscron i Belgien. Han har i sin ungdomskarriere spillet for den franske storklub Paris SG.
Vendsyssel FF har også sagt farvel til to spillere fra offensiven. Det drejer sig om hollænderen Ali Messaoud, der er skiftet til Roda i den næstbedste række i hans hjemland, samt den canadiske angriber Easton Ongaro, der var lejet i efteråret - uden at være nogen succes.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.