Nordjysk træner har styret kalorierne - nu skal dansk boksedronning høste VM-frugterne

Torben Keller har hjulpet Dina Thorslund med at gå ned i vægt til fredagens attentat på endnu et VM-bælte

Torben Keller og Dina Thorslunds samarbejde skal gerne kulminere i ringen fredag aften. Privatfoto

Torben Keller og Dina Thorslunds samarbejde skal gerne kulminere i ringen fredag aften. Privatfoto

BOKSNING:Efter perfekte forberedelser med blandt andet kostvejledning fra den tidligere nordjyske professionelle bokser Torben Keller kravler den danske WBO-verdensmester i superbantamvægt, 27 årige Dina Thorslund, fredag aften i ringen i Struer Energi Park.

Det gælder en titelkamp mod mexicaneren Jasseth Noriega i bantamvægt - en vægtklasse 1,8 kilo under hendes sædvanlige vægt på 55,3 kilo i superbantamvægt. Derfor besluttede Dina Thorslund at indlede et samarbejde med Torben Keller, der udover at være personlig træner også er kostvejleder.

- Torben Keller har virkelig været god til at motivere mig, for jeg har en sød tand, så det har været nødvendigt at have styr på min vægt, siger Dina Thorslund.

Også den boksemæssige side af forberedelserne til kampen om WBO's ledige titel i bantamvægt mod den 30-årige mexicaner Jasseth Noriega har været perfekt. Dina Thorslund har blandt andet to gange været i træningslejr i Assisi i Italien. Senest i sidste uge, hvor hendes træner Thomas Madsen også var med.

Dina Thorslund ses her sammen med nogle af sine mange sparringspartnere på træningslejren i Italien. Privatfoto

Dina Thorslund ses her sammen med nogle af sine mange sparringspartnere på træningslejren i Italien. Privatfoto

- Et super sted, som var en træningslejr for boksere til olympiske kvalifikationskampe. Der var boksere fra Brasilien, Columbia, Italien, Polen og Kroatien, så jeg manglede bestemt ikke sparring, siger Dina Thorslund, der har gået omkring 100 omgange i træningslokalet op til sin professionelle kamp nummer 16.

Hidtil er det blevet til 15 sejre - seks af dem før tid. Bliver det til endnu en sejr mod Jasseth Noriega, der har en rekordliste med 27 sejre, fire nederlag og to uafgjorte kampe, vil Dina Thorslund blive den anden dansker med et VM-bælte i to vægtklasser. Det har kun Johnny Bredahl med VM-titler i superfluevægt (1992) og bantamvægt (2002) præsteret.

Med en sejr og dermed endnu et VM-bælte vil Dina Thorslund kun have ti dage til at beslutte, hvilken titel hun vil beholde, for reglerne siger at man kun kan være regerende verdensmester i én vægtklasse.

For hendes internationale promoter, MTK Global, er sigtet en kamp mod WBA-verdensmesteren i bantamvægt, engelske Shannon Courtenay. Falder den ikke på plads vil Dina Thorslund ikke afvise et skifte til fjervægt (vægtgrænse 57,1 kilo).

- Jeg bokser for at vinde flere titler, så fjervægt er bestemt også en mulighed. Og jeg er jo ikke en lille pige, der ikke ville kunne klare mig fysisk mod tungere folk, for jeg er selv fysisk stærk, påpeger Dina Thorslund.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden