Fredag forsøger Anders og Per at gøre noget, ingen andre er lykkedes med
For tre år siden satte de Danmarksrekord ved at svømme 116 kilometer. Nu skal en kortere tur, men i modstrøm, besejres
Opdateret kl. 18:00
FREDERIKSHAVN/LÆSØ: Vi begynder denne historie lidt tilbage i tiden. Faktisk næsten 100 år.
For en af sommerens helt store begivenheder i Frederikshavn og på Læsø i det herrens år 1927 var Kattegatsvømningen.
Det er turen i vandet fra Frederikshavn til Læsø, og dengang var der folkefest og tilskuere i tusindvis, da nogle af datidens bedste svømmere forsøgte sig med distancen.
Dels for æren, men også for en ganske særlig præmie, som de to turistforeninger i Frederikshavn og Læsø havde stillet på højkant.
Der var nemlig udlovet en stor sølvpokal - hele 1631 gram vejede den - til vinderen.
- Som følge af indskriften på pokalen, kan den kun vindes ved en svømning af den 30 kilometer lange strækning fra Frederikshavn til Læsø, medens en fuldført svømning i modsat retning ikke kan gøre noget krav på pokalen, kan man læse i Vendsyssel Tidende fra 1927.
Og selvom det snart er 100 år siden, så er det endnu ikke lykkedes nogen at gøre krav på den pokal. Som i øvrigt er blevet væk, men det vender vi tilbage til.
Svømmede 116 kilometer i 2019
Adskillige svømmere har gennem årene klaret distancen fra Læsø til Frederikshavn, som har mere humane strømforhold.
Deriblandt Per Kristensen og Anders Vestergaard.
Nu har de to vendelboer så besluttet, at de fredag eftermiddag vil gøre forsøget med at svømme fra Frederikshavn til Læsø.
- Forholdene er godt nok ikke optimale, men det ser ud til, at vinden går fra syd til nordnordvest sidst på eftermiddagen. Denne vindretning er fin, når der nu skal være vind, men desværre ser det ud til, at vinden øges til 8-12 sekundmeter i løbet af natten. Dette kommer til at give nogle svømmemæssige udfordringer i forhold til bølgerne, men så må det være sådan det er, siger de to om udsigten til turen.
Afhængig af hvilket klokkeslæt de begynder fra Frederikshavn Bedding, forventer de at ramme Vesterø i løbet af lørdag morgen.
- Alt ovenstående beror på de prognoser, vi har adgang til lige nu, så tidspunkterne kan ændre sig lidt, men af sted - det kommer vi, lover de.
Og hvis du synes, at navnene Per Kristensen og Anders Vestergaard lyder bekendte, så er det nok fordi de to herrer, som er midt i/sidst i halvtredserne, for tre år siden satte en imponerende rekord.
Sidst i august 2019 kravlede de nemlig i land i Sverige med en ny danmarksrekord i bagagen efter at have tilbragt 39 timer i havet. De var taget af sted fra Grenen, og endte med at svømme 116 kilometer og slå en dengang 81 år gammel rekord.
Hvor er pokalen?
Så var der det med den pokal.
For den blev jo ikke vundet tilbage i 1927, og sidste gang man kan læse om den, er i en notits fra 1936, hvor der gøres opmærksom på, at pokalen endnu ikke er vundet, men stadig udbydes til de første, som gennemfører svømningen.
- Sølvpokalen vejer 1631 gram.
- Den er lavet af en Guldsmed Abrahamsen, og der skulle være graveret skitser af havnemolerne i både Frederikshavn og Læsø derpå.
- Guldsmed Abrahamsen har ligget i Danmarksgade i Frederikshavn.
- Den gedigne sølvpokal bærer inskriptionen ”Kattegatsvømningen Frederikshavn-Læsø”.
Vi har både gravet i arkiverne og talt med lokalhistorikere, men det lader til, at den omtalte pokal er forsvundet.
Men skulle De, kære læser, ligge inde med viden om pokalen, så skriv endelig en mail til jfah@dnmh.dk
For Anders Vestergaard og Per Kristensen vil jo gerne gøre krav på den, hvis de lykkes med at gennemføre svømningen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.