Så er det bekræftet: Martin Thomsen skifter til superligaklub
Som Nordjyskes erfarede søndag oplysninger skal Hobro IK på jagt efter en ny cheftræner, da Martin Thomsen skifter til Viborg
Opdateret 28. juli 2025 kl. 11:09
Der detonerede lidt af en bombe i kølvandet på Hobros 0-0-kamp mod Middelfart, for kort efter kampen blev spillertruppen orienteret om, at Hobro-træner Martin Thomsen er fortid i klubben.
Ikke fordi han er blevet fyret, men fordi han er blevet solgt til Viborg FF, hvor han skal være first team coach. Dermed skal han supportere Nickolai Lund, der er ny cheftræner i Viborg.
Dermed blev søndagens hjemmekamp mod Middelfart den sidste med Martin Thomsen som cheftræner i Hobro IK.
Det bekræfter klubben selv i en pressemeddelelse mandag.
- Martin har været en fantastisk ambassadør for Hobro IK, og at vores veje nu skilles, er et stort tab for os. Vi vil dog ikke stå i vejen for, at Martin nu vil prøve noget nyt.
- Vi er stolte over, at vi ikke kun inden for kridtstregerne udvikler spillere, som er interessante for større klubber og ligaer, men at vi nu også uden for kridtstregerne udvikler trænere, der ligeledes er attraktive for større klubber udtaler Hobros sportschef Lars Justesen.
Ser frem til Superliga
Martin Thomsen har i mere end fire sæsoner stået i spidsen for 1. divisionsklubben, hvor han har været stærkt medvirkende til en positiv udvikling.
Det var blandt andet hans værk, at klubben for et par år siden transformerede sig til et meget spillende fodboldhold. Det betød blandt andet, at man fik langt bedre betingelser for at sælge sine bedste spillere til attraktive priser.
- Jeg er sindssygt glad og stolt over den rejse, vi har været på i de seneste fire sæsoner – i forhold til vores projekt, hvor vi er lykkedes med at sælge spillere til nogle af de største ligaer i Europa. Ligeledes er vi lykkedes med at udvikle unge talenter, der har gået hele vejen til førsteholdet.
- Det har været en fornøjelse at stå i spidsen for Hobro IK og give tilbage til en klub, der betyder utroligt meget for mig. Derfor er det også svært for mig at sige farvel til Hobro IK, men samtidig ser jeg frem til at prøve kræfter med Superligaen, som jeg håber, kan bidrage til min egen fortsatte udvikling som træner, udtaler Martin Thomsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.