Sport

Norsk klatrer meldes okay efter kollaps på Mont Ventoux

Tobias Halland Johannessen måtte have lægehjælp og blev kørt væk i ambulance efter 16. etape.

Tobias Halland Johannessen sled sig selv fuldstændig op på Mont Ventoux. (Arkivfoto).
Tobias Halland Johannessen sled sig selv fuldstændig op på Mont Ventoux. (Arkivfoto). Benoit Tessier/Reuters

Opdateret kl. 18:06

Den norske cykelrytter Tobias Halland Johannessen måtte have lægehjælp og ilt umiddelbart efter at være kommet i mål på Mont Ventoux-etapen i Tour de France.

Efter at være blevet tilset af holdets læge er meldingen fra Uno-X, at Johannessen har det bedre, men at han er kørt til tjek på hospitalet for en sikkerheds skyld.

- Han fik mavekramper i højre side, og så har han presset sig selv, fordi han var desperat for at holde sig inde i klassementkampen. Han fik ilt på toppen, men nu har han det meget bedre, fortæller holdchef Thor Hushovd.

Tobias Halland Johannessen har gang i et imponerende Tour de France og var på vej til et nyt godt resultat, da han fik problemer med maven på den ikoniske stigning.

- Han mærkede det tidligt, og så blev det bare værre og værre. Det er jo ærgerligt, for han kørte godt, havde kørt fra Felix Gall og var på vej ind i top-7. Men sådan er livet, siger Thor Hushovd.

Johannessen sled sig i mål, men tabte tid til konkurrenterne i topstriden. Han er fortsat på en samlet ottendeplads, men afstanden til podieplaceringerne er vokset til otte minutter.

Uno-X-holdet afventer nu undersøgelserne på hospitalet, før man beslutter, om den 25-årige klatrer kan fortsætte i løbet.

- Det er alt for tidligt at sige. Det her er jo langtfra optimalt, men heldigvis er det ikke en bjergetape onsdag.

- Det vigtigste for os er rytternes helbred, og hvis det er uforsvarligt at sætte ham til start, så gør vi det ikke, siger Thor Hushovd.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden