Norsk landstræner får sparket efter kæmpe EM-nedtur
Martin Sjögren har fået stor kritik for sine taktiske manøvrer under EM i England, og nu er han blevet fyret.

Martin Sjögren er færdig som norsk landstræner, efter at holdet skuffede ved EM i England. Alessandra Tarantino/Ritzau Scanpix
Det norske kvindelandshold i fodbold skal have sig en ny træner.
Tirsdag oplyser Det Norske Fodboldforbund, at svenske Martin Sjögren stopper som landstræner et år før kontraktudløb.
Det sker efter en EM-slutrunde i England, hvor Norge skuffede fælt og blandt andet stod for et af de største kollaps i turneringen.
Efter en 4-1-sejr over Nordirland i første runde tabte nordmændene med hele 0-8 til England, inden det blev til et nederlag på 0-1 til Østrig i den sidste kamp.
Resultaterne betød, at Norge blev sendt ud af EM, og Martin Sjögren har været udsat for massiv kritik fra iagttagere.
Efter nederlaget til Østrig afviste han, at han ville stoppe som landstræner, men det blev han altså ikke ene om at beslutte. Han kan dog glæde sig over, at han bliver ved med at få løn indtil næste sommer.
Også assistenttræner Anders Jacobson må sige farvel til sit job.
- Vi er alle skuffede over sommerens EM-præstationer. Ansvaret for nedturen deler vi, og vejen til fremgang ligger ikke i at pege på enkeltpersoner, siger fodboldforbundets præsident, Lise Klaveness.
- Når vi alligevel har taget initiativ til at afslutte samarbejdet med Martin og Anders, så er det et resultat af en bredere og mere langvarig vurdering, som vi allerede diskuterede med dem, da de forlængede deres aftaler sidste år.
- Nemlig at det vil blive vanskeligt for Martin og Anders at føre holdet gennem endnu en genoprejsningsfase, hvis det skulle blive en realitet efter sommerens EM. Og nu står vi her, siger Lise Klaveness.
Martin Sjögren blev efter det enorme nederlag til England udsat for kritik fra blandt andre BBC-eksperten Ian Wright, som var rystet over, hvordan træneren forvaltede sine ellers gode offensive kort ved blandt andet at spille med flere spillere ude af position.
Martin Sjögren har været norsk landstræner siden 2016. I 2019 førte han holdet i VM-kvartfinalen.
Fodboldforbundet i Norge er nu i gang med at ansætte et nyt trænerteam, som skal overtage holdet inden VM-kvalifikationskampe mod Belgien og Albanien i september.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.