Norsk skifusk er en jagt på flere meter
Der er flere meter at hente ved en lille, men ulovlig omsyning af en skihopperdragt, vurderer dansk ekspert.
En lillebitte tråd kan gøre en stor sportslig forskel - og den kan sende en stolt vintersportsnation ud i en stor skandale.
Det er tilfældet lige nu i Norge, hvor den stærke skihopnation i jagten på lidt ekstra længde bevidst har brudt reglerne, er blevet opdaget og har indrømmet snyderiet.
Nordmændenes brug af en mindre elastisk tråd i en dragts skridtområde kan hjælpe med at gøre et skihop flere meter længere. Det vurderer den danske skisportsekspert Christian M. Borch, der arbejder for Viaplay.
Nordmændene fik godkendt dragten dagen inden VM-konkurrencen på hjemmebane i Trondheim. Efter godkendelsen blev dragten sprættet op og syet om med den ulovlige tråd, der giver en bedre bæreevne.
- Den simple forklaring er, at jo mere en dragt fanger vinden, desto bedre svæver den. Jo mindre den flapper, og jo mere stift den sidder, jo bedre er det, for så kan man få et længere svæv.
- Sådan en omsyning af dragten er en markant konkurrencefordel. Vi snakker ikke om centimeter, men om et par meter. Det er forskellen på at blive nummer seks-syv stykker og så kæmpe med om medaljer, siger Christian M. Borch.
Tre nordmænd endte med at blive diskvalificeret efter VM-konkurrencen. En af dem var Marius Lindvik, der i den ulovlige dragt havde hoppet sig til VM-sølv.
Allerede inden konkurrencen florerede en spionvideo, hvor en nøgleperson i Norges landsholdsstab sad og omsyede skihopdragterne. Han har normalt ansvar for at innovere dragter og teknikker i jagten på meter og marginaler, en slags skihopingeniør.
Videoen fik flere konkurrerende nationer til at klage til Det Internationale Skiforbund (FIS).
I første omgang afviste FIS protesten, men sagen blev taget op igen. FIS sprættede den norske dragt op og kunne konstatere, at den var syet anderledes end ved dragtkontrollen dagen før konkurrencen.
Fra norsk side lød det i første omgang, at der var tale om sjusk, men allerede dagen efter var forklaringen ændret til fusk. Det fortalte skihopchef Jan-Erik Aalbu, der var rystet over, hvad hans kolleger havde indrømmet over for ham.
Det er ikke afgjort, hvem der ender med at stå til ansvar og formentlig miste sit job efter skandalen. Landstræner Magnus Brevig fremstår lige nu som den store skurk, men han har indtil videre stadig sit job.
Det vides heller ikke, hvordan FIS sanktionerer Norge.
Christian M. Borch forventer, at FIS vil ændre sine procedurer for dragtkontrol, så det bliver endnu sværere at omgå reglerne.
- Spørgsmålet er, om proceduren for den indledende dragtkontrol stemmer overens med dragtkontrollen efter en konkurrence. Jeg tror, at nordmændene havde fundet ud af, at elasticiteten på syningerne ikke bliver tjekket efter en konkurrence, og det kan meget vel blive ændret nu.
- Hele sagen kommer til at have en eller anden form for konsekvens for Norge. FIS er normalt restriktive, og med spionvideoen er der endnu et håndgribeligt og tydeligt bevis på snyd af en VM-værtsnation, så der er brug for at sende et tydeligt signal, siger Christian M. Borch.
Uanset hvordan sagen ender, og om reglementet eller procedurer bliver ændret, kommer skihopperne også i fremtiden til at eksperimentere med dragten i håbet om at hoppe længere.
- I skihop er der så mange steder, hvor man kan forsøge at prøve noget nyt, gå til grænsen eller decideret snyde med sin dragt. Det kan være en lille justering af skuldersyningen, der kan gøre en forskel.
- Gennem historien er der mange eksempler på, at hold har forsøgt at forbedre sine dragter. Spørgsmålet har hver gang været, om det er inden for reglerne eller ej, og om der overhovedet er taget forbehold for den potentielle ændring i reglerne, siger Christian M. Borch.
I normalt hellige Norge er sagen blevet udråbt som en gigantisk skandale, og NRK's sportskommentator har sammenlignet sagen med, da Bjarne Riis indrømmede brug af doping og epo.
Idrætspræsident Zaineb Al-Samarai og kulturminister Lubna Jaffery kalder sagen skadelig for norsk idræt og Norges omdømme.
Norges Skiforbund har varslet en opdatering i sagen mandag efter klokken 15.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.