Norsk verdensstjerne spiller første slutrunde i fem år
Ada Hegerberg er blevet udtaget til det norske landshold, der deltager ved sommerens EM.
Norges kvindelandshold har en af verdens bedste fodboldspillere med, når der i juli spilles EM i England.
Lyon-spilleren Ada Hegerberg er udtaget til holdet og deltager dermed ved en stor international landsholdsturnering for første gang i fem år.
Det skriver nyhedsbureauet NTB.
26-årige Hegerberg modtog Ballon d'Or som verdens bedste kvindelige fodboldspiller i 2018.
Året forinden havde hun vendt landsholdet ryggen, da hun var uenig med prioriteringen i Norges Fodboldforbund. Hun mente, at der skulle være bedre forhold på landsholdet, hvis det skulle opnå sine mål.
I slutningen af marts vendte hun tilbage til nationalmandskabet efter fem års fravær i VM-kvalifikationen, og kort efter strålede hun i Champions League-finalen med et mål og en assist.
- Nu er Ada tilbage, og hun giver os en dimension til. Hun var måske banens bedste i Champions League-finalen. I modsætning til sidste VM og EM har vi nu en trup med spillere, som er i Europas bedste klubber og spiller på højeste niveau, siger landstræner Martin Sjögren til NTB.
- Det er første gang i min tid, at der er så mange spillere med sådan en hverdag, og det betyder noget for potentialet.
Den norske trup tæller blandt andre også Barcelona-profilen Caroline Graham Hansen.
Danmarks EM-trup er endnu ikke blevet udtaget af landstræner Lars Søndergaard.
Slutrunden afvikles fra 6. til 31. juli.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.