Sport

Nottingham Forest fyrer cheftræner efter uafgjort mod bundprop

Nedrykningstruede Nottingham Forest takker Sean Dyche for indsatsen, og han droppes som cheftræner.

Nottingham Forests cheftræner, Sean Dyche, ses 6. februar i Leeds forud for kamp. Han er nu færdig på posten. (Arkivfoto).
Nottingham Forests cheftræner, Sean Dyche, ses 6. februar i Leeds forud for kamp. Han er nu færdig på posten. (Arkivfoto). Scott Heppell/Reuters

Opdateret kl. 02:41

Cheftræner i den engelske fodboldklub Nottingham Forest, Sean Dyche, er blevet fyret.

Det fremgår natten til torsdag dansk tid på Premier League-klubbens hjemmeside.

- Nottingham Forest Football Club kan bekræfte, at Sean Dyche er blevet fritstillet fra sin rolle som cheftræner.

- Klubben vil gerne takke Sean og hans stab for indsatsen i deres tid i klubben, og vi ønsker dem held og lykke fremover, står der.

Nottingham Forest ønsker ikke at kommentere fyringen yderligere, står der på hjemmesiden.

Klubben ligger med en 17.-plads lige over nedrykningsstregen i Premier League, efter at en kamp mod Wolverhampton onsdag endte 0-0. Wolverhampton er på sidstepladsen.

Sean Dyche blev hyret til at vende skuden i den engelske klub i oktober 2025 på en kontrakt, der skulle løbe frem til sommeren 2027.

Inden da stod han i spidsen for Everton, men han er mest kendt for sine ti år i spidsen for Burnley i perioden 2012-2022.

Han har ikke umiddelbart selv kommenteret fyringen. Onsdag sagde han dog ifølge AFP, at han forholdte sig "realistisk" til sin situation.

- Hvis ejeren ønsker at lave ændringer, så er det op til ham (Nottinghams klubejer, Evangelos Marinakis, red.), og sådan er fodbold nu - det er bare realiteten i det, sagde Dyche.

Også i en anden engelsk klub har cheftræneren for nylig fået sparket. Onsdag bekræftede Tottenham således, at danske Thomas Frank er blevet fyret.

Det skete ligeledes efter skuffende resultater, da holdet i Premier League i 2026 endnu ikke har vundet en eneste kamp.

Storklubben er dog i Champions League klar til ottendedelsfinalerne efter en fjerdeplads i ligaspillet.

Det er hverken for Nottingham Forest eller Tottenham blevet meldt ud, hvem der overtager cheftrænerjobbet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden