Nu eller aldrig for White Hawks: - Hvis man ikke kan finde energien fredag, tror jeg aldrig, man finder den

Frederikshavn White Hawks har sat sig selv under pres med en alt andet end godkendt præstation i 1-4-nederlaget til Esbjerg

Mads Larsen vil se et meget skarpere White Hawks-mandskab til fredagens kamp i Esbjerg. Arkivfoto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Mads Larsen vil se et meget skarpere White Hawks-mandskab til fredagens kamp i Esbjerg. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

ISHOCKEY:Nede med 1-2 i kampe i en kvartfinaleserie, hvor man lige har spillet hjemmebanefordelen af hænde. Det er de hårde kendsgerninger for Frederikshavn White Hawks, der efter onsdagens 1-4-nederlag til Esbjerg skal forholde sig til en del.

Ikke mindst lidt for mange fejl og ret så ineffektivt powerplayspil. Én ting er ikke at score i sine powerplaysituationer, men at forvalte dem så dårligt, som White Hawks gjorde både onsdag og også i søndagens kamp i Esbjerg, er en helt anden ting.

- Vi producerer bestemt ikke nok i vores powerplay. Jeg har ikke svaret på, hvorfor vi ikke gør det, for tro mig, så havde vi gjort det bedre. Vi må bare arbejde videre, og så skal det sidde fredag. Vi skal simpelthen udnytte de situationer. Det er bare ikke godt nok. Der er ikke så meget andet at sige til det, siger Mads Larsen.

Han forsøger ikke at rygcrawle sig igennem interviewet som givetvis havde været sjovere, hvis der var lidt mere positivt at snakke om. Lige nu er der mange spørgsmål, der trænger sig på. Eksempelvis en forklaring på nedturen i onsdagens kamp.

- Det er næsten svært at sætte ord på det her. Vi ved godt, at det her ikke var godt nok. Vi kom for sløvt ud til kampen. Det er ingen hemmelighed. Alle ved godt, at det her ikke var i orden.

- De mål, de fik, var nogle, som vi gav dem. Vi gav dem en to-mod-en, som de scorede på. Vi tog en dum udvisning, som de også udnyttede. De fik en fire-mod-en-situation, som de udnyttede, og så scorede de i et tomt mål. Det var alle nogle mål, som vi var med til at give dem, siger Mads Larsen, som understreger vigtigheden af at holde sig fra for mange gaver til vestjyderne.

- Vi kan ikke gøre det mod Esbjerg, for sådan noget er de skarpe til at udnytte. Det er virkelig store fejl, vi laver, siger Mads Larsen.

Efter onsdagens kamp var det tydeligt, at stemningen var nedtrykt, og frustrationerne var til at høre fra publikum. Sætninger som: "God sommer. Vi ses til næste sæson" blev hørt flere steder i Nordjyske Bank Arena.

Helt så nedtrykt er Mads Larsen trods alt ikke. Han har på ingen måde mistet troen endnu.

- Vi er bestemt ikke ude endnu. Det vil være dumt at dømme os ude. Der er stadig meget hockey tilbage i serien. Det er heller ikke noget, som vi tænker på. Når det er sagt, ved vi godt, at kampen fredag er ikke bare vigtig. Den er næsten liv eller død, siger Mads Larsen.

Når det gælder fredagens meget vigtige opgør i Granly Hockey Arena, så bliver energi et nøgleord for vendelboerne.

- Hvis man ikke kan finde energien til fredagens kamp, så tror jeg sgu aldrig rigtigt, at man finder den, konstaterer Mads Larsen, der ligefrem udstråler en stoisk ro og tro på bedre resultater for White Hawks.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.