Nu er der endelig nyt fra Jammerbugt FC: Første træningsdag på plads

Det ser ud til, at man nu har fået styr på, hvornår Jammerbugt FC kan begynde træningen frem mod den kommende sæson

Jammerbugts ejer Klaus-Dieter Müller fortæller, at klubben begynder træning på tirsdag.  <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Jammerbugts ejer Klaus-Dieter Müller fortæller, at klubben begynder træning på tirsdag.  Arkivfoto: Henrik Bo

PANDRUP:Spørgsmålene står i kø, når talen falder på Jammerbugt FC. Hvem skal træne holdet? Hvem skal spille? Og hvad skal der ske med ejerskabet?

For at svare på det sidste spørgsmål først, så ser det ikke ud til, at klubben kommer til at skifte hænder. Det er fortsat den omdiskuterede tysker Klaus-Dieter Müller, der ejer klubben.

Lørdag fik man et lille indblik i planerne på spillersiden, da Jammerbugt FC eller i hvert fald spillere klædt i klubbens trøjer, spillede en træningskamp mod et sammenbragt hold. Modstanderen var en gruppe spillere, der er samlet for at vise sig frem for eventuelle klubber. Et arrangement, der bliver ført an af den tidligere Hobro-træner Jonas Dal. 

Han kom på overarbejde, da der ikke dukkede dommere op til lørdagens træningskamp. Derfor måtte Dal selv i aktion og fløjte løs. Sekunderet af to til lejligheden opfundne linjedommere fik man afviklet en kamp, der mest af alt mindede om en hyggelig omgang sommerbold i et overskueligt tempo. 

Det er lidt vanskeligt at få et konkret overblik over, hvilke spillere, der stadig kan kalde sig Jammerbugt-spillere, men Kelvin Emmanuel Igbonekwu, Ahmad Gero, Emil Nielsen, Abubakar Shola Collins og Nicolai Vinter er fortsat Jammerbugt FC-spillere. Det var dog ikke alle disse navne, der var med i lørdagens kamp. Det var til gengæld en lang række spillere fra Nigeria. 

- Vi snakker om spillere mellem 17 og 20 år. De kommer fra Nigeria fra et akademi der. Flere af de her spillere spiller i den bedste nationale række i Nigeria, og jeg forventer også, vi får andre spillere ind. Ud over det hold, som spillede her, så kommer der fem-seks topspillere. Jeg tror, vi får et hold, der kan spille med i toppen af rækken næste sæson, siger Klaus-Dieter Müller.

- De andre er på prøve. Flere af dem gør det godt og vil skrive kontrakt med os snart. Nogle af spillerne skal spille med i Dana Cup for et nigeriansk akademihold, og en enkelt af spillerne vender først tilbage til Jammerbugt FC om et halvt år, når han er blevet 18, så han kan skrive kontrakt med os, forklarer Klaus-Dieter Müller.

- Sammen med de spillere, vi stadig har i klubben, bliver de her spillere rygraden på det nye hold. Vi får flere prøvespillere ind i den kommende uge, men der er ingen tvivl om, at flere af de her spillere vil vi skrive kontrakt med, siger Klaus-Dieter Müller. 

Ingen kommentar

Først meldte Nabil Trabelsi ud, at han ikke ønskede at fortsætte som cheftræner. Det er stadig planen, men nu fortæller han til Nordjyske, at han kan blive en midlertidig løsning. 

- Det kunne godt tyde på, at jeg skal stå i spidsen for træningen, til Klaus har en ny træner på plads, men jeg ved ikke, hvornår jeg er tilbage i Danmark. Lige nu holder jeg ferie med min familie, siger Nabil Trabelsi til Nordjyske.

Derfor kan han heller ikke sige, hvornår man har første træning. Det kan til gengæld Klaus-Dieter Müller.

- Det er planen, at vi skal have første træning på tirsdag. Her er det ikke planen, at vi har hele truppen med, for nogle af spillerne vil først være med fra et senere tidspunkt. Søndag ankommer der en spiller, mandag ankommer der to, og tirsdag ankommer der også to nye, siger klubejeren. 

- Nabil begynder som træner, og så er jeg ved at forhandle det på plads med en ny træner, som så kan tage over for Nabil. jeg vil sige om en til to uger. 

Direkte adspurgt om, det er en dansk eller udenlandsk træner, Klaus-Dieter Müller forhandler med, så får man det for tyskeren meget atypiske svar: 

- Ingen kommentar. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.