Ny AaB'er jagter topformen efter turbulent start

Yahya Nadrani håber på at blive klar til den kommende superligakamp mod OB. Tirsdag fik han de første kampminutter i Future Cup-sejren over FC Midtjylland

Yahya Nadrani var tirsdag i kamp for AaB for første gang, da nordjyderne besejrede FC Midtjylland med 2-1 i Future Cup. <i>Foto: AaB</i>

Yahya Nadrani var tirsdag i kamp for AaB for første gang, da nordjyderne besejrede FC Midtjylland med 2-1 i Future Cup. Foto: AaB

FODBOLD:FC Midtjylland blev slået med 2-1, da AaB tirsdag eftermiddag hentede sæsonens anden sejr af ligeså mange mulige i Future Cup, der i denne sæson har afløst Reserveligaen.

Fisnik Isaki og Milan Makaric scorede AaB's mål i opgøret, der gav de første kampminutter til Yahya Nadrani, efter at han i sidste uge blev hentet til AaB som afløser for solgte Mathias Ross.

Den 25-årige forsvarsspiller fik den sidste halve time af tirsdagens kamp.

- Det var virkelig godt at være tilbage på banen, selv om jeg var lidt træt til sidst. I dag fokuserede jeg ikke så meget på min præstation, men mere på at komme tilbage i rytmen og komme tilbage i form, siger Yahya Nadrani, der i sidste uge satte sin underskrift på en toårig kontrakt med AaB.

Indtil da havde han været uden klub, siden han efter sidste sæson forlod den belgiske klub RFC Seraing.

AaB - FC Midtjylland 2-1 (1-1)

  • Mål: 0-1 Valdemar Byskov Andreasen (34. minut), 1-1 Fisnik Isaki (45. minut), 2-1 Milan Makaric (49. minut)
  • Advarsel: Anosike Ementa, AaB (88. minut)
  • AaB's opstilling (4-4-2): Theo Sander - Emil Nymann Andersen, Sebastian Otoa (Yahya Nadrani, 60. minut), Noah Holmstrøm, Jakob Ahlmann (Kasper Davidsen, 79. minut) - Fisnik Isaki, Jeppe Pedersen, Sebastian Stahlfest, Oscar Meedom (Jakob Gaardsøe, 60. minut) - Anosike Ementa, Milan Makaric

- Jeg arbejder på at komme tilbage i form, og det bliver heldigvis bedre dag for dag. Jeg bliver fulgt tæt af både fysioterapeut og den fysiske træner her, så betingelserne for at komme tilbage så hurtigt som muligt er rigtig gode, siger Yahya Nadrani.

Den manglende kampform holdt fransk-marokkaneren ude af lørdagens superligakamp mod AGF, men til gengæld er der håb om, at han er spilleklar, når AaB genoptager Superligaen fredag 30. september med en hjemmekamp mod OB.

- Jeg vil gøre alt for at blive klar til den kamp, og som sagt er der gode folk, som hjælper mig med at forbedre mig så hurtigt som muligt, siger Yahya Nadrani, der har fået en begivenhedsrig start i AaB.

Han skrev kontrakt med AaB onsdag, hvor Lars Friis stadig var cheftræner, men da Yahya Nadrani torsdag var på træningsbanen for første gang, var Lars Friis fyret og erstattet af Erik Hamrén.

- Det var nogle mærkelige dage. På min første dag mødte jeg den gamle træner, men dagen efter fik jeg så at vide, at der var kommet en ny. Det ændrer dog ikke det store for mig, for det ville jo være en ny træner uanset hvad.

- Hver dag arbejder vi for, at vi får lært hans (Erik Hamréns, red.) metoder så hurtigt som muligt. Jeg håber meget på, at vi kan nå at blive dygtige nok til at vinde den næste kamp, siger Yahya Nadrani, der har fået et godt første indtryk af AaB's tilbagevendte guldtræner.

- Min fornemmelse er god. Han har meget erfaring fra blandt andet et par landshold, så som spillere skal vi bare respektere hans ord og lytte og lære, så vi hurtigt kan blive et godt hold, siger Yahya Nadrani.

Mens AaB ligger under nedrykningsstregen i Superligaen, indtager man nu førstepladsen i Future Cup med seks point for to kampe. 29. august blev det til en 2-1-sejr på udebane over Randers FC.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden