AaB

Ny AaB-spiller greb chancen mod Randers - trods kolde ben

Anders Hagelskjær er i en hård konkurrencesituation i superligaklubben, men han får stor ros for sit indhop søndag

Anders Hagelskjær i aktion i søndagens opgør på Cepheus Park. Foto: Lars Pauli

Anders Hagelskjær i aktion i søndagens opgør på Cepheus Park. Foto: Lars Pauli

FODBOLD:Anders Hagelskjær har endnu sin første plads i AaB's startopstilling til gode, men søndag fik forsvarsspilleren sin hidtil bedste mulighed for at vise sig frem på superligaholdet.

Den 24-årige nytilgang blev med kort varsel sendt på banen fra anden halvlegs start mod Randers FC, fordi Daniel Granli ikke følte sig klar til at spille videre.

- Det blev en kort opvarmning, men jeg følte mig klar, og min første aktion var fin, så jeg fik hurtigt en god fornemmelse. Jeg fik drevet lidt med bolden og er egentlig godt tilfreds min indsats, siger Anders Hagelskjær.

Den tilfredshed deles af cheftræner Martí Cifuentes, der ser et stort potentiale i den tidligere Silkeborg-spiller.

- Vi hentede Anders (Hagelskjær, red.), fordi vi mener, han har et stort potentiale som forsvarsspiller og kan gøre en forskel i det opbyggende spil. Han gjorde det også fantastisk mod Randers, hvor vi han fik vendt med bolden, så pladsen åbnede sig, og han vandt en masse meter, roser AaB-træneren.

Søndag mødte AaB og Anders Hagelskjær Randers FC på Cepheus Park i Randers. Foto: Lars Pauli

Søndag mødte AaB og Anders Hagelskjær Randers FC på Cepheus Park i Randers. Foto: Lars Pauli

Han har i løbet af ugen haft en god snak med forsvarsspilleren, der inden søndagens opgør blot havde været i aktion i samlet 58 minutter for superligaholdet.

- Det er ikke let at komme til som stopper, for det er en position, hvor man ofte skifter mindre ud undervejs end andre steder på banen. Samtidig har holdet spillet til nul i tre kampe i træk, så konkurrencen er stor, men han arbejder hårdt, og jeg under ham det gode indhop, fastslår Martí Cifuentes.

Anders Hagelskjær, der har skrevet en treårig aftale med AaB, er da også meget langt fra at løbe tør for tålmodighed.

- Jeg respekterer fuldt ud, at de andre tre (Rasmus Thelander, Mathias Ross og Daniel Granli, red.) har spillet stærkt, så der er ingen sure miner. Når der så bliver brug for mig, som der gjorde mod Randers, skal jeg sørge for at vise, at jeg er klar, og det synes jeg også, at jeg gjorde, slutter forsvarsspilleren.

AaB's kamp mod Randers FC endte 1-1, og dermed har AaB fortsat kun tabt én kamp i sæsonen.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.