Ledelse

Ny direktør skal stå i spidsen for en nødvendig udvikling

Lige nu er arbejdet med at finde en ny direktør i Mors-Thy gået ind i en ny fase, og kravene til en ny direktør er så småt også på plads

Henrik Toft Hansen og resten af Mors-Thy Håndbold-truppen har haft en forrygende sæson. Hvis der skal bygges videre på den succes i fremtiden, skal der tænkes langsigtet på ledelsesgangene. 
Henrik Toft Hansen og resten af Mors-Thy Håndbold-truppen har haft en forrygende sæson. Hvis der skal bygges videre på den succes i fremtiden, skal der tænkes langsigtet på ledelsesgangene.  Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 11:34

Om en måned takker Sigurd Skovborg af som direktør i Mors-Thy Håndbold. Han har til den tid siddet på posten i det, der svarer nogenlunde til to sæsoner. 

I den periode har Mors-Thy Håndbold oplevet fremgang på alle fronter. Kommercielt såvel som sportsligt, og der er ingen tvivl om, at Sigurd Skovborg har en stor andel i den udvikling.

Der venter med andre ord hans afløser en stor opgave i at fortsætte den udvikling, der er sat i gang både på og udenfor banen. 

Det er bestyrelsesformand Kurt Sonne Thomsen helt med på. Derfor har man i bestyrelsen også taget sig god tid til at udforme det helt rette stillingsopslag, og man er ret klar i mælet omkring, hvad man gerne vil se i de kommende år på ledelsesgangen i Nykøbing Mors. 

- Vi søger en direktør, der kan og vil være med til at udvikle vores forretningsmodel. Vi er netop blevet nummer fem i grundspillet med det 11. største budget i ligaen. Det er en flot præstation, men vi ved også, at det kræver en konstant udvikling af vores økonomi, hvis vi skal blive ved med at klare os godt i ligaen. Bare det at fastholde vores nuværende placering i den økonomiske tabel kræver hele tiden hårdt arbejde, siger Kurt Sonne Thomsen. 

- Vi ved, at økonomien er vigtig, men vi ved også, at vores klub bygger på meget andet end økonomi. Der er en særlig ånd, som vi har med i alt, hvad der foretages. Vi kan mærke den stolthed, der er i lokalsamfundet, for vi er en stor klub et lille sted, siger bestyrelsesformanden. 

Sigurd Skovborg efterlader Mors-Thy et godt sted, hvis man spørger klubbens bestyrelsesformand.  Arkivfoto: Bo Lehm

En ny direktør kan derfor se frem til, at han eller hun skal spille en nøglerolle i en langsigtet udviklingsstrategi for Mors-Thy Håndbold. Det er en udviklingsplan, som strækker sig meget længere ud i fremtiden end blot opfyldelsen af næste sæsons budget. 

- Det er nødvendigt, at vi skal tænke langsigtet i vores position. Vi har fået bygget flot på vores sponsorside, men vi skal bygge mere på hele vejen rundt. Derfor skal en ny direktør ikke bare kigge en sæson frem. En ny direktør skal være i stand til at tænke fire år ud i fremtiden. Vi skal bygge noget, der er langtidsholdbart, fastslår Kurt Sonne Thomsen. 

Den kommende direktør i Mors-Thy får naturligvis selv lov til at sætte sit fingeraftryk på den strategi, der skal udformes og sættes i værk. 

- Vi skal finde en direktør, der kan være med til at løfte den kommercielle udvikling for Mors-Thy. Vi har allerede mange gode sponsorer, og det er skruet sådan sammen, at vi har mange sponsorer med. Vi er ikke afhængige af en enkelt eller to store sponsorer, som skal betale hele gildet. Derfor er det også min fornemmelse, at vi står med et solidt fundament, som vi kan bygge videre på, men det er også nødvendigt, at vi udvikler os, for vi kan se, hvordan andre klubber hele tiden lægger flere penge ned i budgetterne, siger Kurt Sonne Thomsen. 

Det er for tidligt at spekulere i overordnede strategiske mål i fremtidens Mors-Thy, men bestyrelsesformanden tør godt slå fast, at man ikke nedjusterer de sportslige ambitioner i fremtiden. 

Op til denne sæson lød udmeldingen, at man gerne vil være en klub, der kommer oftere i slutspillet, end det har været tilfældet i tidligere sæsoner. Det er ambitionen, at Mors-Thy Håndbold skal kunne kæmpe med om top otte-placeringerne. 

- Det kommer vi ikke til at ændre på. Vi har også oplevet en spillertrup der i denne sæson har haft højere mål end bare top otte. Det er mere på den kommercielle del, at vi gerne vil prøve at lave nogle tiltag, der kan styrke os, siger Kurt Sonne Thomsen. 

Han understreger, at man hellere end gerne havde beholdt Sigurd Skovborg. Det var ikke lige planen, at den afholdte direktør skulle sige stop ved udgangen af april. 

- Vi er trætte af, at Sigurd har sagt op, for vi er virkelig glade for ham. Der er virkelig styr på hele butikken, og det bærer han en stor del af ansvaret for. Alle kontrakter er på plads, og vi kan se, hvordan HP Madsen har styr på sponsorsiden, så vi føler, at det er en klub i god balance lige nu, siger Kurt Sonne Thomsen. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden