Første kvindelige direktør vil tilbage til de gode gamle dage

Anita Vivi Lilholt er ny direktør i EH Aalborg, hvor hun ser frem til at sætte sit præg på det nordjyske håndboldlandskab

Anita Vivi Lilholt har store drømme og ambitioner som ny direktør for EH Aalborg. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Anita Vivi Lilholt har store drømme og ambitioner som ny direktør for EH Aalborg. Foto: Lars Pauli

Anita Vivi Lilholt har aldrig spillet håndbold selv. Til gengæld har hun været en trofast håndboldfan, så længe hun kan huske. 

Allerede i juli annoncerede EH Aalborg, at Anita Vivi Lilholt skulle være ny direktør i klubben, og hun sagde ja af to årsager.

- Den ene årsag er, at jeg tror på, at vi står med en ligaklub til næste år. Den anden årsag er, at jeg synes, det er altafgørende, at vi har et elitehold på det her niveau i Nordjylland, fortæller den nye direktør.

Anita Vivi Lilholt drømmer om, at EH Aalborg rykker op i Kvindeligaen. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Anita Vivi Lilholt drømmer om, at EH Aalborg rykker op i Kvindeligaen. Foto: Lars Pauli

Anita Vivi Lilholt bliver EH Aalborgs første kvindelige direktør. Hun tager over fra Henrik Skals, der har været direktør for klubben gennem de sidste ni år. Men nu er der kommet nye boller på suppen, efter hun hidtil har fungeret som næstformand i EH Aalborg.

- Den største forandring har været, at jeg nu har med driften at gøre i forhold til at opbygge en organisation omkring holdet. Jeg har også fået større kontakt med sponsorer, og jeg ser mange flere mennesker i øjnene, end jeg gjorde tidligere, siger Anita Vivi Lilholt.

Når hun ikke er i kontakt med sponsorer, så underviser Anita Vivi Lilholt på UCN. Derudover har hun erfaring med administration og ledelse, og det er netop det, der gør hende yderst kvalificeret til at sidde på direktørposten.

Underskud er vendt

EH Aalborg har tidligere haft økonomiske problemer, men det har Anita Vivi Lilholt allerede været med til at rette op på.

- På det år, hvor jeg har været med, har vi formået at vende et underskud til et overskud. Det har vi selvfølgelig gjort ved at trimme organisationen på mange måder. Vi har skåret ind til benet på rigtig mange ting. Men vi har også været ude at hente rigtig mange sponsorer, og vi er endnu mere ude at løbe på den front i år, siger hun om økonomien.

EH Aalborgs nye direktør drømmer om, at klubben en skønne dag bliver så stor som hos herrerne i Aalborg Håndbold. <i>Foto: Lars Pauli</i>

EH Aalborgs nye direktør drømmer om, at klubben en skønne dag bliver så stor som hos herrerne i Aalborg Håndbold. Foto: Lars Pauli

Efter længere tid med dårlig økonomi og forårets nedtur mod Ajax København i kvalifikationsfinalerne, er den nye direktør fortrøstningsfuld. Hun har store drømme og ambitioner for klubben, og hun sigter efter stjernerne.

- Første mål er, at når sæsonen er slut, så er vi rykket op i ligaen. Næste mål er helt klart at blive deroppe, hvilket er en kamp i sig selv. På lang sigt skal vi være blandt de bedste, siger Anita Vivi Lilholt og tilføjer:

- Vi skal tilbage til de gode gamle Aalborg DH dage, hvor vi kæmpede med drengene om rampelyset. Det kommer til at tage nogle år, men det er målet.

Svær kamp mod Viborg HK

Første skridt mod stjernerne var en pokalkamp mod engang så mægtige Viborg HK.

1. divisionsholdet havde onsdag aften besøg af ligaholdet Viborg HK i ottendedelsfinalen af Santander Cup. Her fik det aalborgensiske kvindehold for alvor lov at prøve kræfter med det høje niveau, som ligaen kræver.

Første halvleg begyndte godt for hjemmeholdet, der viste gode takter og kom foran 4-3. Især nye spillere som Clara Lerby og Elín Thorsteinsdóttir viste tegn på et fornyet EH Aalborg. Førstenævnte scorede fire mål, mens den islandske målmand forsøgte at holde Viborg HK fra fadet. Men det skulle vise sig at være sidste gang, hjemmeholdet var foran.

Niveauforskellen blev tydelig mellem de to hold, og EH Aalborg kom først bagud med 4-7, og ved pausen stod der 9-14 til ligaholdet fra Viborg. Efter pausen fortsatte takterne. Viborg HK var sprudlende og havde fornuftig opbakning med hjemmefra, og det blev dermed et nederlag til EH Aalborg på 22-33 til Viborg HK i ottendedelsfinalen af Santander Cup.

EH Aalborgs sæson starter for alvor 16. september, hvor de møder TMS Ringsted på udebane i 1. division.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Få uger før sit exit advarede direktør mod fare for nedstyrtning på supersygehus
Luk