Aalborg Håndbold

Ny europæisk magtdemonstration af Aalborg Håndbold

Trods savnet af flere profiler satte de danske mestre franske Montpellier på plads i onsdagens Champions League-opgør

Henrik Møllgaard jubler over ét af sine tre mål mod Montpellier. Foto: Lars Pauli

Henrik Møllgaard jubler over ét af sine tre mål mod Montpellier. Foto: Lars Pauli

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold har fået en perfekt start på holdets nye Champions League-kampagne. Onsdag aften fulgte de flot op på åbningssejren i Zagreb ved at banke franske Montpellier 36-28 foran 4237 tilskuere i Jutlander Bank Arena.

Montpellier startede med to hurtige scoringer, men så vågnede hjemmeholdet i den grad også. Fra 3-2 førte de kampen ud, selvom der dog kom spænding i anden halvleg, hvor franskmændene kortvarigt og selvforskyldt blev lukket ind i kampen.

Svenske Lukas Sandell førte om nogen kniven med imponerende 11 scoringer i opgøret.

Se alle billederne fra kampen nederst i artiklen

Aalborg Håndbold mødte onsdag aften Montpellier HB i gruppespillet i Champions League.Foto Lars Pauli

Aalborg Håndbold mødte onsdag aften Montpellier HB i gruppespillet i Champions League.Foto Lars Pauli

Aalborgs forsvar stod fra starten stærkt og opfangede en stribe bolde, som udløste kontrascoring på kontrascoring. Efter syv minutters spil kunne Sandell brage aalborgenserne foran 5-2.

Simon Gade, der i fraværet af en skadet Mikael Aggefors måtte påtage sig ansvaret i Aalborg-målet, diskede kun op med tre redninger i de første 30 minutter. Men det var heller ikke strengt nødvendigt at lave flere, fordi forsvaret fangede mange skud i blokaderne.

Buster Juul løb kontra og bragte for første gang Aalborg foran med fem mål - 12-7 - med små 10 minutter til pausen. Der var dog ingen over Lukas Sandell i første halvleg, hvor højrebacken bragede otte mål i nettet frem mod en solid pauseføring på 18-13.

Aalborg Håndbold mødte onsdag aften Montpellier HB i gruppespillet i Champions League.Foto Lars Pauli

Aalborg Håndbold mødte onsdag aften Montpellier HB i gruppespillet i Champions League.Foto Lars Pauli

Jesper Nielsen startede anden halvleg med at øge yderligere til 19-13, men så gik klappen ned hos aalborgenserne. Montpellier gik frem i et meget aggressivt forsvar, og det fremprovokerede en stribe tekniske fejl og deraf følgende franske kontrascoringer på stribe. Pludselig var hjemmeholdets føring skrumpet til 19-18.

Efter endnu en tåbelig teknisk fejl fra Henrik Møllgaard ved stillingen 21-20 tog cheftræner Stefan Madsen konsekvensen og trykkede på timeout-knappen blot otte et halvt minut inde i anden halvleg.

Kampfakta

Aalborg Håndbold - Montpellier 36-28 (18-13)

Stillinger undervejs: 0-2, 5-2, 8-7, 12-7, 15-10, 19-13, 21-20, 27-23, 32-26

Mål Aalborg: Lukas Sandell 11, Kristian Bjørnsen 6, Buster Juul 6, Felix Claar 5, Henrik Møllgaard 3, Benjamin Jakobsen 2, Martin Larsen 1, Jesper Nielsen 1, Nikolaj Læsø 1

Topscorer Montpellier: Kylian Villeminot 6

Udvisninger: Aalborg 4, Montpellier 7

Dommere: Boris Mandak og Mario Rudinsky (Slovakiet)

Tilskuere: 4237

Effekten lod vente lidt på sig, men stille og roligt fik Aalborg Håndbold fundet angrebsløsningerne, og så bidrog Simon Gade også med mange store redninger. Som konsekvens deraf kunne Nikolaj Læsø stige op og smadre de danske mestre foran 27-23 med 11 minutter igen på uret.

Denne gang lod Aalborg Håndbold ikke franskmændene komme tilbage til fadet. Felix Claar nettede til 30-26 med seks minutter igen, og efter endnu en redning af Gade - han nåede 14 i kampen - afgjorde Benjamin Jakobsen reelt forestillingen med målet til 31-26 fem minutter før tid.

Det hele sluttede derefter i ren opvisningsstil fra Aalborgs side - til stor jubel for de mange tilskuere.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden