Ny forsvarsspiller fik vist sig fint frem i Hobros nulløsning i Polen

Mads Eriksen fik sin første kamp i Hobro-trøjen. Lejesvenden er en kærkommen forstærkning, fordi skadet duo ikke er klar endnu

Hobro-træner Martin Thomsen var fint tilfreds med sin nye forsvarsspillers første kamp. Arkivfoto: Torben Hansen

Hobro-træner Martin Thomsen var fint tilfreds med sin nye forsvarsspillers første kamp. Arkivfoto: Torben Hansen

FODBOLD:Hobro IK rundede lørdag en lille uges træningslejr i Polen af med at spille 0-0 mod Unia Janikowo fra den tredjebedste polske række.

På trods af et stort spillemæssigt overtag kunne nordjyderne nemlig ikke dirke modstandernes kompakte defensiv op.

Unia Janikowo - Hobro IK 0-0

Hobro IK's startopstilling (3-5-2): Jacob Samnik - Simon Puggaard, Christoffer Østergaard, Mads Eriksen - Oliver Klitten, Abdoul Yoda, Mathias Nygaard, Oliver Overgaard, Frederik Elkær - Don Deedson Louicius, Emil Seedorff

- Det var en kamp, hvor vi havde bolden i 80 procent af tiden mod et hold, der stod rigtig langt tilbage på banen. Vi formåede ikke at skabe nok muligheder, men det var en kamp, vi skulle have vundet. Det var dog en fin træningsmodstander, fordi vi fik rig mulighed for at øve vores spil i både fase et og fase to.

- I anden halvleg kom vi også frem til en del indlæg, og der kunne vi da godt have brugt nogle af de angrebstyper, som vi havde i spil i kampen i går, men det vigtigste var, at så mange som muligt fik 90 minutter i benene, konstaterer Hobro-træner Martin Thomsen.

Fredag vandt Hobro med 4-3 over MKS Chojniczanka Chojnice, der er tophold i den næstbedste række, og til sammenligning stillede Hobro også op med et noget mere reservespækket mandskab lørdag.

- Det er rigtigt, at der var flere divisionskampe i vores hold i går, hvor vi også mødte en noget stærkere modstander, men konkurrencen på vores hold er hård, så prioriteten var som sagt, at så mange spillere som muligt fik spillet en hel kamp, siger Martin Thomsen.

Mads Eriksen var en af de spillere, der fik fuld spilletid lørdag. Forsvarsspilleren stødte til Hobro i løbet af træningslejren, efter at han i mandags blev lejet i Kolding.

- Han gjorde det rigtig fint. Han var en del af et hold og en bagkæde, der ikke gav noget væk og fik spillet til nul. Vi vidste godt, at han havde holdt sig fint i gang, men vi var lidt i tvivl om hans fysiske forfatning, og derfor var det også dejligt at se, at han kunne holde en hel kamp, siger Martin Thomsen.

Årsagen til, at Mads Eriksen blev lejet i Kolding kort før transferdeadline er blandt andet, at Jakob Hjorth og Jesper Bøge stadig er ude med skader og ikke kom i kamp under træningslejren i Polen.

- De har ikke trænet med hernede, og det er en smule usikkert, hvornår de er klar igen, og derfor gav det god mening, at Lars (teknisk chef Lars Justesen, red.) slog til, da vi fik muligheden for at leje Mads. Han forstærker os med både sin kvalitet og rutine, siger Martin Thomsen.

Han og resten af Hobro-truppen vender lørdag næsen mod Danmark, hvor der venter endnu to testkampe inden forårspremieren i Nordicbet Ligaen 26 februar på udebane mod Vendsyssel FF.

- Det har været en fin tur. Vi har fået arbejdet med nogle ting spillemæssigt, og så er vi glade for, at vi nu ikke har tabt i tre kampe i træk. Som trup får man også en masse ud af sådan en tur, fordi man er sammen på en anden måde end derhjemme, så nu er vi klar til at komme hjem og få fintunet tingene op til kampen mod Vendsyssel, siger Martin Thomsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.