Ny Pirates-profil havde brændende ønske om at vende hjem til Aalborg
Efter flere danske profilers farvel i Aalborg Pirates henter klubben nu en stor dansk profil den anden vej
Opdateret kl. 18:44
AALBORG: Rygterne har svirret i et godt stykke tid, og nu er de rygter blevet konverteret til en realitet.
Aalborg Pirates får nemlig glæde af Sebastian Ehlers i de to kommende sæsoner. Den 31-årige center har haft et stort ønske om at vende hjem til Aalborg, hvor han stammer fra, og den udfordring har Aalborg Pirates fået løst med Odense Bulldogs, hvor Ehlers ellers var på kontrakt for den kommende sæson.
- Jeg glæder mig meget til at komme hjem. Min familie og jeg følte at det var et godt tidspunkt at vende snuden hjemad. Jeg har stadig mange gode år tilbage i mig og forhåbentlig kan jeg hjælpe Pirates med at forblive et tophold i den danske liga udtaler Sebastian Ehlers i en pressemeddelelse.
Sebastian Ehlers har tidligere spillet i Pirates, men han skiftede til Odense i 2017. Tiden i Odense har været særdeles produktiv for Sebastian Ehlers, der har udviklet sig til at blive en markant profil i den danske liga. Som center i Odenses førstekæde var Ehlers blandt andet en af de store årsager til, at fynboerne for to år siden vandt DM-bronze.
Tilgangen af den stærke center er derfor noget, som meget naturligt vækker stor glæde hos sportschef Ronny Larsen.
- Tilbage i 2017 sendte vi en forholdsvis ung Sebastian Ehlers til Odense, hvor han tog en stor del af arbejdet med at få Odense tilbage i toppen af dansk ishockey. så det er bestemt en etableret og erfaren spiller vi nu får hjem til Aalborg igen. Han har taget masser af ansvar på holdet i Odense de seneste sæsoner, siger Ronny Larsen.
- Sebastian kommer til at være en vigtig brik på isen, men også i omklædningsrummet, og selvom han har været væk fra Aalborg i en del sæsoner, så kender han store dele af omklædningsrummet i forvejen. Sebastian bliver en vigtig brik i offensiven, men også i powerplayet, hvor han tør tage ansvar, siger sportschefen.
Med tilgangen af Sebastian Ehlers har Aalborg Pirates sikret et vigtigt kort i jagten på succes i den kommende sæson. I foråret sagde man farvel til Jeppe Jul Korsgaard og Magnus Boesen, der begge skiftede til Odense.
Nu kommer Sebastian Ehlers den modsatte vej og sikrer, at Pirates har en stærk dansk stamme på center-positionen, hvor man også råder over folk som Julian Jakobsen og Patrick Bjorkstrand, mens Tobias Ladehoff også kan spille center, hvis ikke en af klubbens imports skal udfylde den sidste centerposition på holdkortet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.