Ny sportschef er lige på trapperne
Det er endnu ikke afklaret, hvem der skal være ny sportslig leder i Vendsyssel FF, men ifølge klubbens direktør er man nu tæt på en afklaring
Den kontorstol, der tilhører sportschefen i Vendsyssel FF, står stadig tom, efter Søren Henriksen ved indgangen til oktober sagde farvel til jobbet som sportschef i 1. divisionsklubben.
Siden har der pågået et arbejde med at finde Henriksens afløser, og det er en opgave, der både varetages af ejer og bestyrelsesformand Jacob Andersen og direktør Lars Glinvad. Sidstnævnte håber, at det ender med en afklaring i løbet af næste uge. Senest ved månedens udgang.
- Vi er i dialog med et par spændende kandidater. Her tegner der sig samme billede, som vi tidligere har set på spillersiden. Der er en stor interesse for at komme her op og blive en del af Vendsyssel FF. Tidligere har det måske været lidt svært at trække folk her til klubben, men vi kan mærke en helt anden interesse nu. Det gør sig også gældende, når vi taler om en ny sportslig leder, fortæller Lars Glinvad.
Direktøren kan berette om et felt af kandidater, der efterhånden er skåret ind til benet.
- Vi har to-tre stykker, der er med i opløbet. Vi er i dialog med dem, og senest den 1. november forventer jeg, at vi har en ny person på plads, siger Lars Glinvad.
Den nye sportschef eller sportsdirektør skal efter alt at dømme beherske mere end kontraktforhandlinger og transferdelen, som ellers er en stor del af rollen i de fleste klubber. Der bliver også brug for en sportschef, der i lighed med sin forgænger er skarp på scouting-delen. Her blev det seneste eksempel, at Søren Henriksen fandt Oskar Øhlenschlæger, der var anfører på FC Nordsjællands U19-hold.
- Det er selvfølgelig vigtigt, at vi får posten besat hurtigst muligt, så vi kan komme i gang med arbejdet frem mod det næste transfervindue. Men som sagt har jeg en klar forventning om, at vi har præsenterer noget nyt om senest 14 dage.
Mens Jacob Andersen uden tvivl har helt styr på de sportsligt orienterede kompetencer hos en ny sportschef, så er Lars Glinvad også med i processen for at sikre, at man på det menneskelige plan finder et match, der passer ind i dagligdagen på kontoret i Vrå.
- Det er vigtigt, at vi får en person ind i klubben, som vi har god kemi med i det daglige arbejde. Vi har fået opbygget en god kultur både i truppen og på kontoret, og der er det naturligvis vigtigt, at det er en person, som passer godt ind i den daglige tone, siger Lars Glinvad, der understreger, at han ikke kommer til at præsentere en ny sportschef til sponsorarrangementet før torsdagens hjemmekamp mod AC Horsens. I øvrigt lidt af en nøglekamp i bestræbelserne på at komme med i top seks. Lige nu ligger VFF nummer seks, mens AC Horsens ligger nummer syv. Begge hold er noteret for 17 point.
Ifølge Nordjyskes oplysninger er Hans Jørgen Haysen stadig med i feltet af kandidater. Han var senest sportschef i Sønderjyske frem til 2021. Herefter var det planen, at han skulle have varetaget samme rolle i AGF, men her kom en udefineret me too-sag ind og spændte ben for den ansættelse. Det er ikke en oplysning, som Lars Glinvad ønsker at kommentere på.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.