Nykåret nordisk mester håber på EM-deltagelse trods krig

Frederik Lundgaard fra Pandrup kan atter kalde sig nordisk mester

Frederik Lundgaard Jensen kan igen kalde sig dansk mester. Arkivfoto: Henrik Louis
Frederik Lundgaard Jensen kan igen kalde sig dansk mester. Arkivfoto: Henrik Louis Henrik Louis

Opdateret kl. 12:01

BOKSNING: For sjette gang i karrieren kunne Frederik Lundgaard, der stammer fra Pandrup, lade sig hylde som nordisk mester. 

Letweltervægteren besejrede i sin NM-finale svenske Redouane Kaya. Kampen blev vundet med stor overbevisning. Dommerstemmerne lød på 5-0 efter de tre omgange. 

- Mit indtryk var, at jeg vandt første omgang med dommerstemmerne 4-1. Anden omgang vandt jeg med dommerstemmerne 3-2, og det betød, at jeg inden tredje og sidste omgang havde sikret mig to af de fem dommerstemmer, så Redouane Kaya skulle ud og satse lidt. Han skulle ud og åbne op, hvilket passede mig fint, siger Frederik Lundgaard, der kørte en sikker sejr i hus. 

- Jeg behøvede bare at koncentrere mig i tredje omgang. Der kom ikke noget overraskende fra ham, så min fornemmelse var, at jeg havde helt styr på kampen, siger den nyslåede nordiske mester. 

Sejren over Redouane Kaya var i sig selv ikke opsigtsvækkende, da Frederik Lundgaard var favorit til at tage sejren, men det var alligevel en kamp, som han glæder sig over at have vundet. 

- Redouane Kaya var en bokser, som jeg selv så op til, da jeg var yngre. Han har været profbokser og har gjort det godt. Nu er han så amatør igen, men det er stadig en fin skalp at tage, selvom jeg nok var favorit, siger Frederik Lundgaard. 

Nu venter der andre og større mål for den 12-foldige danske mester. 

- Planen var egentlig, at jeg skulle bokse EM i Armenien senere på foråret, men nu er der jo krig, og så må vi se, hvor det lander henne. Armenien er nok ikke lige stedet, hvor man ender med at afvikle EM af politiske årsager, siger Frederik Lundgaard, der ikke ved, hvad det ender med. 

- Vi må lige se tiden an. Umiddelbart tror jeg, at man flytter EM til et andet land, og så kan det være, at de udsætter stævnet, men det ved jeg ikke noget om endnu, siger han. 

Usikkerheden om EM ændrer imidlertid ikke på, at det er det helt store mål for denne sæson. 

- Vi knokler på med EM for øje. Det bliver det næste store mål for mig, siger Frederik Lundgaard. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden