Sport

Nykøbing Falster kæmper forgæves i forsøget på comeback

Der blev kæmpet hårdt for sagen fra alle Nykøbing Falster-spillere, men det endte med exit i European League.

Nykøbing Falster Håndbold og veteranen Kristina Kristiansen røg søndag ud af European League. (Arkivfoto).
Nykøbing Falster Håndbold og veteranen Kristina Kristiansen røg søndag ud af European League. (Arkivfoto). Claus Bech/Ritzau Scanpix

Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH) leverede søndag et ihærdigt forsøg på at avancere i European League ude mod tyske Thüringer HC.

Men en kneben dansk sejr på 37-36 var ikke nok, og i sidste ende tabte NFH sammenlagt med tre mål. Thüringer havde vundet den første kvartfinalekamp 31-27.

Dermed missede NFH semifinalerne i den næstbedste europæiske klubturnering.

Mens NFH røg ud, gik Viborg HK lørdag videre til semifinalerne som det eneste danske hold, der stadig er med i turneringen.

Efter et skuffende nederlag på fire mål i den første kamp bed NFH særdeles godt fra sig i store dele af søndagens returkamp på tysk grund.

Midtvejs i første halvleg bragte Mia Solberg Svele NFH foran med 15-9, inden tyskerne kort før pausen reducerede til 18-20.

Mia Solberg Svele nåede dog at øge NFH's føring til 22-18 som den sidste aktion i første halvleg.

Dermed var spændingen intakt, og især Clara Lerby og Clara Bang sørgede for at holde gang i NFH-scoringerne. Clara Lerby blev holdets topscorer med 11 kasser, mens Clara Bang bidrog med ni mål.

NFH nåede at være foran 24-19 i starten af anden halvleg, men Thüringer fik kontakt ved 26-26.

Herfra lykkedes det NFH at være foran med to mål ved flere lejligheder, men tættere på kom danskerne ikke på avancement i slutfasen.

Anført af Johanna Reichert, der blev kampens topscorer med 15 mål, var Thüringer for stærk en modstander i slutfasen og set over de to kampe.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden