Håndbold

Nyt EH Aalborg-hold går efter oprykning

EH Aalborg vil op i ligaen igen, fastslår klubbens nye cheftræner

EH Aalborg-truppen har både på og uden for banen gennemgået markante forandringer op til denne sæson.
EH Aalborg-truppen har både på og uden for banen gennemgået markante forandringer op til denne sæson. Arkivfoto:Henrik Simonsen

HÅNDBOLD: Målsætningen er klar, når EH Aalborg lørdag tager hul på en ny sæson med en udekamp mod Ringsted.

Denne sæson skulle gerne blive den sidste i kvindernes næstbedste håndboldrække i denne omgang.

- Vores mål er, at vi skal rykke op. Det bliver svært, for der er mange om buddet, men vi skal ud at jagte det og ikke stille os tilfreds med mindre.

- Som jeg ser det, er der fem hold om buddet. Det er os, Ringsted, Holstebro, Roskilde og Bjerringbro, der kommer til at være i spil til det, og jeg vil være meget overrasket, hvis nogen gør som SønderjyskE i sidste sæson og nærmest bare gør rent bord, lyder det fra Peter Jagd, der er ny cheftræner i EH Aalborg.

I forhold til sidste sæson har Jagd, der senest har været assistenttræner i Skanderborg, afløst Allan Heine, og spillertruppen har også gennemgået store forandringer. 

Væk er spillere som Anne Brinch Nielsen, Sandra Erlingsdottir, Njoma Zogaj, Laura Askvist, Mette Klostermann, Synna Lien og Caroline Højer, mens den færøske målvogter Margit Friðmundsdóttir, fløjspillerne Marlene Dahlmann, Astrid Lynnerup og bagspillerne Martine Tveter og Andrea Jacobsen fra henholdsvis Norge og Island er nye ansigter i klubben.

- Vi har mistet nogle vigtige spillere, men jeg synes, at vi har fået dem godt erstattet af de spillere, der er kommet ind, siger Peter Jagd.

EH Aalborg stiller dog ikke i stærkeste opstilling i lørdagens sæsonpremiere i Ringsted mod en af de formodede konkurrenter til en oprykningsplads.

- Vi er desværre en smule ramt af nogle skader på vigtige positioner, men vi har spillet nogle gode træningskampe, hvor de, der har kunnet spille, har gjort det godt. Ser man bort fra skaderne har vi nået det, vi gerne vil i opstarten, men den første kamp ser jeg som en 50-50-kamp, siger Peter Jagd.

Lørdagens opgør i Ringsted fløjtes i gang klokken 14.

 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden