Cykelsport

Nyt nordjysk cykelhold drømmer om DM-metal

Fredag aften køres der DM i holdløb i Aalborgs gader, og her går Team Sparekassen Vendsyssel Aalborg efter en plads på podiet

Team Sparekassen Vendsyssel Aalborg håber på at kunne vise flaget til DM i holdløb. Foto: Michael Decker
Team Sparekassen Vendsyssel Aalborg håber på at kunne vise flaget til DM i holdløb. Foto: Michael Decker

Opdateret 04. juni 2021 kl. 12:47

CYKLING: I flere år har der været kræfter, som har ønsket at skabe et nordjysk cykelhold, der kan begå sig på den nationale scene. Den ambition fik for alvor luft under vingerne inden denne sæson, da Team Sparekassen Vendsyssel Aalborg så dagens lys.

Det nyfødte nordjyske DCU-hold får en lille barselsgave i form af et DM i holdløb på hjemmelig asfalt i Aalborgs gader. På en 13,7 kilometer lang rundstrækning skal Danmarks bedste hold kåres.

DM-løbet køres fredag aften, og det er med store dele af den danske cykelelite til start. De bedste danske ryttere er imidlertid ikke med, men der er stadig flere dygtige hold til start.

Blandt favoritterne er de to danske kontinentalhold Team ColoQuick og BHS PL Beton Bornholm, der blandt andet har den tidligere danske mester i enkeltstart Martin Toft med på holdet. Team Riwal står ikke på startlisten, og de danske ryttere hos norske Team Uno X kan ikke deltage, så det er holdene fra Skive og Bornholm, der indtager favoritrollerne.

I næste lag finder man de danske DCU-hold. Blandt andet den eneste lokale deltager Team Sparekassen Vendsyssel Aalborg.

- Vi har fået et par skader, så vi kan ikke stille i stærkeste udgave, men hvis vi havde gjort det, så ville jeg mene, at vi havde rigtig fine muligheder for at snuppe en bronzemedalje. Nu er det lidt mere tvivlsomt, men vi går efter en medalje, siger Mads Hardahl, sportsdirektør på det nye nordjyske cykelhold.

Team Sparekassen Vendsyssel har trænet lidt på ruten, men det er ikke helt optimalt, da vejene normalt er fyldt med biler, så selve vifteformationen er svær at træne.

- Vi har haft tre træningssamlinger med fokus på DM-ruten, der er teknisk krævende. Det er måske en lille fordel, at vi kender ruten rigtig godt, men omvendt kan de andre hold også nå at gennemkøre ruten inden løbet, så det er jeg lidt usikker på, siger Mads Hardahl.

Herrernes DM-løb får første seniorhold på startrampen klokken 18.15 fredag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden