Nyt stadion kan svække Uniteds konkurrenceevne i fem år
Manchester Uniteds direktør medgiver, at stadionbyggeri kan reducere klubbens sportslige budget.
Hvis Manchester United får grønt lys til at gå i gang med sit storstilede stadionprojekt, kan klubben i hele anlægsperioden komme til at lide sportsligt.
Med en investering på over 17,8 milliarder kroner i stadionprojektet er det sandsynligt, at Manchester Uniteds sportslige budget i perioden skal reduceres eller i hvert fald ikke forøges, selv om konkurrenterne buldrer videre.
Det medgiver klubbens administrerende direktør, Omar Berrada.
- Det er selvfølgelig en reel risiko, at vi må reducere spillerbudgettet. Men det er noget, vi gerne vil undgå.
- Vi ønsker ikke at hæmme vores mulighed for at investere i holdet, for vi vil gerne være konkurrencedygtige, imens stadionbyggeriet foregår, siger direktøren ifølge Reuters.
Stadionet skal bygges ved siden af Old Trafford, der har været klubbens hjemmebane siden 1910. I en periode er United muligvis tvunget til at spille på en alternativ hjemmebane.
Det nye stadion forventes at have plads til 100.000 tilskuere og tager fem år at bygge.
- En måde at reducere risikoen for, at byggeriet går ud over de sportslige betingelser, er, hvis vi kan forkorte tidslinjen for byggeriet, siger klubdirektøren.
Ifølge engelske medier ligger Manchester United side om side med Arsenal, når det kommer til det sportslige budget. Kun Manchester City bruger flere penge på indkøb og spillerlønninger i Premier League.
Udbyttet af de heftige investeringer synes begrænset i Uniteds tilfælde. Klubben indtager en beskeden 14.-plads i Premier League, men er trods alt uden nedrykningsfare.
Som følge af de pauvre sportslige resultater gennem flere sæsoner har klubben været tvunget til at skære i sine omkostninger. I løbet af det seneste år er 450 ansatte i administrationen blevet fyret.
Når et nyt stadion står klart, kan Manchester United til gengæld øge sine indtægter betragteligt og derfor også øge udgifterne til det sportslige budget.
På Uniteds hjemmeside og sociale medier kan man se billeder fra det foreslåede stadionprojekt, der også inkluderer det omkringliggende område.
Ifølge Manchester United kan det samlede projekt være med til at skabe op mod 92.000 nye job og 17.000 nye boliger.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.