OB-fodbolddirektør ser organisationsændring som nødvendig
OB igangsætter rekruttering af ny assistenttræner med kompetencer inden for datadrevne analyser.

OB-spillerne kan nu se frem til at arbejde under nogle anderledes træningsmæssige forhold. Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Superligaklubben OB ændrede mandag gevaldigt på sin sportslige organisation.
Det var en nødvendighed, for at OB fremover kan leve op til at være en moderne fodboldklub, slår fodbolddirektør Björn Wesström fast.
Svenskeren begyndte i sit job ved årsskiftet, og mandag sagde han farvel til både assistenttræner Peter Feher og - mest bemærkelsesværdigt - sportschef Michael Hemmingsen, som er et ikon i klubben.
- For at opnå de mål, vi stræber efter, må vi prøve at ændre på nogle ting, siger Björn Wesström.
Han fortæller, at han kommer til at overtage de opgaver, som Michael Hemmingsen havde i rollen som sportschef.
Han kommer derfor til at stå i spidsen for blandt andet køb og salg af spillere.
I forbindelse med afskedigelsen af assistenttræner Peter Feher meddelte klubben, at man nu leder efter en, der er stærk til at analysere data.
Det er et af de punkter, der skal hjælpe OB med at opretholde en status som en moderne fodboldklub.
- Jeg ser det som en nødvendighed at få en med kompetencer inden for dataanalyser ind i trænerstaben.
- Ligesom en restaurant har brug for en kok i køkkenet, har en moderne fodboldklub brug for en med datakompetencer i staben, siger Wesström.
Dataanalytikere bruger man i flere danske klubber. Det kan være i forhold til at analysere løbemønstre og spillernes fysiske formåen i kampe.
Wesström afviser at udtale sig om, hvorvidt OB har været for langsomme til at søge efter folk med datakompentencer, da det ligger før hans tid i klubben.
Nødvendigheden af nye kompetencer kan blandt andet ses i OB's placering i Superligaen i de seneste år, mener Björn Wesström.
OB ligger i indeværende sæson nummer 9 efter 19 kampe i grundspillet. I sidste sæson sluttede fynboerne som nummer 8, mens det blev til en 9.-plads i grundspillet i 2019/20-sæsonen.
Björn Wesström blev i sommeren 2021 præsenteret som ny fodbolddirektør hos de stribede fynboer efter næsten ni år i den øverste ledelse hos svenske AIK. Han tiltrådte først stillingen i OB i år.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.