Fodbold

OB-helt ser mulig pokaltriumf lune efter en skidt sæson

OB missede top-6 i Superligaen, men en pokalsejr vil ifølge OB's Troels Kløve betyde meget for holdets sæson.

OB kunne juble, efter at Troels Kløve havde scoret til slutresultatet 2-1 ude mod Sønderjyske.
OB kunne juble, efter at Troels Kløve havde scoret til slutresultatet 2-1 ude mod Sønderjyske. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

OB formåede ikke at spille sig i top-6 i Superligaen, men holdet er bestemt i live i Sydbank Pokalen. Mandskabet slog onsdag Sønderjyske med 2-1 på udebane i den første af to semifinaler.

Matchvinder Troels Kløve ser trods den manglende deltagelse i Superligaens mesterskabspil stor værdi i en pokaltriumf, hvis det skulle lykkes OB at gå hele vejen.

- Det vil være prikken over i'et at slutte denne sæson af med en pokaltriumf.

- Det vil være en kæmpe præstation af os. Det er vores drøm nu, når det nu ikke kunne blive til en top-6 placering, siger den 31-årige offensivspiller.

OB er i øjeblikket inde i en god resultatmæssig periode. Holdet har ikke tabt en kamp siden 20. marts.

Og med sejren i den første pokalsemifinale over Sønderjyske har fynboerne vundet fire af de seneste seks kampe i alle turneringer.

Den gode stime har Troels Kløve en mulig forklaring på.

- Mentalt synes jeg, vi har rykket os, hvis jeg skal pege på en årsag. Når vi er kommet bagud i kampene, så fortsætter vi med at kæmpe. I mange af de sejre vi har fået, har vi været bagud undervejs.

- Jeg føler, at vi er ovenpå mentalt lige nu, i modsætning til starten af året hvor vi leverede, men ikke fik resultaterne, siger matchvinderen.

Personligt havde Troels Kløve ikke scoret for OB siden 1. oktober sidste år i en 6-0-sejr over Vejle i Superligaen. Derfor var scoringen i pokalkampen mod Sønderjyske ekstra vigtig for ham.

- Det har været en hård periode for mig. Det er skønt endelig at kunne give noget til holdet igen.

- Specielt er det dejligt at bidrage med mål. Et mål giver også altid en ekstra portion selvtillid, siger Troels Kløve.

Returopgøret mellem Sønderjyske og OB spilles i Odense på torsdag i næste uge.

Pokalfinalen spilles Kristi himmelfartsdag på Brøndby Stadion 26. maj.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden